Anmeldelse: Animal Farm


Af Maria Thostrup Jakobsen

Foråret er kommet til Frederiksberg Allé, men i stedet for at sætte mig på en fortovsbænk i solen, krøb jeg sammen med resten af publikum ind i Betty Nansen Teatrets mørke sal for at opleve forestillingen Animal Farm. Jeg vidste godt, at vi som publikum ikke kunne vente os et solbeskinnet lystspil. George Orwells samfundskritiske roman Animal Farm, som teatret fortolker, er rig på gru og uhygge. Alligevel sad jeg med et spinkelt håb om, at de underkuede og udsultede arbejdsdyr ville sætte sig op imod de magtfuldes tyranni, men sådan er fortællingen ikke.

Animal Farm er en fortælling om et samfunds forfald til brutalt diktatur, hvor frygten er allestedsnærværende, og sandheden er den, de magtfulde fortæller, den er. Det er ikke en håbefuld fortælling, hvor de gode kræfter vinder, og diktaturet omstyrtes. Håbet lever kun kortvarigt i starten af forestillingen, hvor dyrene i fællesskab gør oprør mod gårdejerens udnyttelse, men drømmen om lighed og frihed bliver knust, da en mindre gruppe af dyrene: grisene, får smag for magt, våben, spiritus og menneskeklæder.

Historien er stærk og tankevækkende. Animal Farm viste mig som publikum, hvordan en nedtyngende håbløshed kan lamme de undertrykte, og få dem til at acceptere det uacceptable og lukke øjnene for løgne og bedrag.  Der er ingen tvivl om, at forestillingens tematikker om magtmisbrug og manipulation er uhyggeligt relevante i verdenen i dag. Alligevel savnede jeg at få en dybere forståelse for de gruppedynamikker, som medvirkede til, at det endte så galt. For mig skred forestillingen for hurtigt fremad til det punkt, hvor grisene havde overtaget magten, og derefter følte jeg, at historien gik en anelse i stå – dyrene nederst i hierarkiet arbejder hårdere og hårdere, men uden nogensinde at komme i mål. Det mest interessante for mig var optakten og eskaleringen af tyranniet og ikke tiden efter.

Skuespillerensemblet ramte fantastisk grænsen mellem det satiriske og dystre, og det menneskelige og dyriske. Historien blev fortalt nærmest som en barnlig leg, hvor personerne kan skifte roller og tale om sig selv i tredjeperson: ”så sagde vi, at jeg var Kammerat Napoleon”. Forestillingens lyddesign, som er skabt af Lydmor, virker effektfuldt og energisk. Lydmor var selv på scenen, og kontrollerede musik og lydeffekter til præcision. Jeg var utrolig draget af Lydmors musik, men intensiteten i det univers, som skuespillerne skabte, blev en anelse punkteret, fordi en person udefra var til stede på scenen.

Animal Farm er ikke en solskinshistorie, men det er fortsat i dag en utrolig vigtig historie, som jeg var glad for – og foruroliget over – at se vakt til live på Betty Nansen Teatret.

Hvem: Betty Nansen Teatret
Hvor: Frederiksberg C
Hvornår: 22. marts – 30. april 2022
Foto: Camilla Winther