Anmeldelse: Chess


    Stjerne2Stjerne2

Af Asbjørn Nielsen

‘Chess’ i Tivolis Koncertsal er en pragtpræstation. Simpelthen. Benny Andersson og Björn Ulvaus’ storslåede musik holder bare og er uafrystelig, og vokalt er der her tale om en af de bedst sungne opførelser nogensinde. For første gang på dansk i en professionel opsætning, som går rent hjem på trods af enkelte mindre fejltrin.

Med en storpolitisk betændt konflikt mellem øst og vest som baggrundskulisse har instruktør Mark Clements iscenesat ‘Chess række af tableauer, så trekantsdramaet mellem den kolde krigs stormagter og verden fremstår medrivende og kompakt. Det samme gælder det personlige trekantsdrama mellem de to skakmestre, russiske Anatoly og amerikanske Frederick, og sekundanten Florence, som de begge har et forhold til. Tiden sættes ud af spil under skakmatchen, og som publikum sidder vi tilbage, mens nakkehårene rejser sig. De storslåede opera-passager, der blandes med pop tilsat den helt rette mængde 80’er-synth, byder på adskillige ud-af-kroppen-oplevelser undervejs såvel på scenen som på publikumsrækkerne. Scenografien skriver sig ind i det koncept, som traditionen tro understøtter musicalen; nemlig at den foregår på et metaforisk skakbræt som udgøres af projektioner og en videovæg. Og gensynet fungerer.

Det samme gør Stig Rossen, som stadig synger hymnen til landet i hans hjerte, ‘Anthem’, hvori han sætter tidligere sangere som Josh Groban, Tommy Körberg m.fl. skakmat. Musicalens helt store kort på hånden er og bliver dog Xenia Lach-Nielsen, der som sekundanten Florence Vassy skriver sig ind blandt stjernerne. Jovist har hun tidligere udfoldet sit vokale talent, som ikke har været til at fornægte, men i ‘Chess’ får hun for alvor rum til at vise sit vokale overskud. Midt i de komplekse forhold fra sin barndom og sit kærlighedsliv fremstår hun stærk og skrøbelig, og hun slår decideret benene væk under os i “Nobody’s on Nobody’s Side”. Bjarne Langhoff som den selvsikre Frederick har energi som et trykluftbor, og det passer til de intense og klokkerene ordkampe samt ikke mindst karaktersangen “Pity the Child”, som han skaber en strålende version af. Samlet set kunne hans spil dog godt have været mere nuanceret. Derudover er Martin Loft en formidabel grisk tv-chef som Walter de Courcey, og Jakob Zethners dybe røst skaber en blændende bombastisk Molokov.

Det store ensemble er også en vigtig brik i spillet, og de har en stor del af æren for, at overgangene mellem de mange scener foregår hurtigt og gnidningsløst. I ensemblet gemmer der sig også flere perler. Bl.a. Anders Gjesing, Jeff Schjerlund, Mikkel Hoé Knudsen og Oliver Lundqvist, der med rette præcision giver den som engelske diplomater i koreograf Nick Winstons humoristisk gennemkoreograferede ‘Ambassy Lament’. Hvilket sammenspil!

Det er generelt ikke nemme trin, Nick Winston udsætter ensemblet for, og i de mange tempofyldte takter bemærkes det desværre, at det er svært for flere af danserne at smile, rette sig op, følge med og nå at danse alle trin ud. Måske det havde været bedre at droppe et par trin i hver takt, og på den måde sikre, at alt stod knivskarpt? Det havde bestemt ikke taget tempoet og fremdriften ud af spillet.

Ikke desto mindre er det en aldeles fortrinlig udgave af ‘Chess’, som kun fortjener fuldt hus.

 

Hvem: Chess 2018
Hvor: Tivoli i København og Danmarksturné
Hvornår: 19. jan. – 24. marts 2018
Foto: Rumle Skafte

Leave a comment

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *