Anmeldelse: D’ARC


pressefoto-3-mille-sygepl     Stjerne2Stjerne2

Af Sofie Herdorf Krøyer

Én ting er sikkert. Mirko Borschts ”D’ARC” er ikke for sarte sjæle.

Stemningen sættes allerede før forestillingens start på premiereaftenen den 4. november 2016. Publikum opdeles nemlig i tre grupper, får udleveret mundbind og bliver dernæst sendt ind i salen én gruppe ad gangen. I salen befinder publikum sig som en del af det dystre sceneri og bliver naturligt – og på opfordring fra skuespillerne – en del af forestillingens begivenheder.

Førstehåndsindtrykket er stærkt, og vi præsenteres fra første øjeblik for Jeanne d’Arc og Gilles de Rais, der i nærmest råbende duet sætter tonen an. Supplementet af en bred lydside giver associationer til en krigs-zone. Begivenhederne roterer om et glasbur, der gennem forestillingen har funktion som en isolationscelle, hvori minoriteter lukkes inde og fremvises for mængderne; hvad end der er tale om fysisk eller psykisk syge såvel som monumentale forbilleder – et ganske fint billede på samfundets håndtering af det anderledes. Rundt om denne boks er rummet fyldt til randen med sanseindtryk, og for den modige publikummer er der en masse at udforske. En stor del af teateroplevelsen bliver op til den enkelte, og det kan virke grænseoverskridende på den mere tilbageholdende publikummer, idet man hurtigt befinder sig i en situation, hvor man ikke kan ”gemme sig”, og på den måde er audience participation et stort sats. Dog synes jeg, at både skuespillere og artister formår at inddrage publikum på fin og elegant vis. Nedbrydningen af den fjerde væg fungerer glidende, idet vi som publikum blot har funktion som supplerende statister.

D’Arc og Rais står som symbolerne på hhv. den stærke kvinde og frihedsforkæmper overfor den udstødte massemorder og repræsenterer teaterstykkets modsætninger, nemlig lyset og mørket. Et tema der ikke blot skinner igennem i karaktererne, men også i samspillet mellem lys og scenografi. Rummets overvejende mørke kulisser brydes af de blændende hvide projektøres leg med både røg og kostumer. Desuden viser scenografiens skærme historiske begivenheder til supplering af handlingen stykket igennem, og således bindes historiske konflikter sammen.

D'Arc

Der hersker en interessant diskussion af historiens cirkulerende tendenser, idet kontrasterne fremhæves som gensidigt afhængige; og altså kan lyset ikke eksistere uden mørket. Publikum efterlades i spekulation over historiens helte og skurke og stiller på den måde spørgsmålstegn ved skellet mellem martyr og selvmordsterrorist. For hvis historien altid skrives af vinderne, handler alt vel om perspektiv? En pointe der smukt virkeliggøres i publikums mulighed for selv at vælge fra hvilket perspektiv, de vil følge begivenhedernes gang og som ydermere overføres til vores moderne samfund ved at kapitlernes titler indledes med ‘Je suis’. En klar reference til nutidens internationale konflikter og et billede på vores egen stillingtagen og måde at leve på i det moderne samfund. I forestillingen ligestilles f.eks. medicinsk behandling af psykiske lidelser med det moderne samfunds svar på en flygtningelejr. Det moderne pust suppleres desuden af Carla Størups musikalske kompositioner, der smukt ledsager og udfordrer begivenhederne.

Forestillingen har utroligt meget at fortælle – næsten så meget at det bliver lige i overkanten at presse sammen på to en halv time – og den går da også 15 minutter over tid på premiereaftnen. De mange ganske vist utroligt spændende og dybsindige pointer står i kø, hvilket desværre har effekt af et manglende knivskarpt budskab, og hen imod slutningen drejer forestillingens fokus sig tilsyneladende i en ganske anden retning, hvis meta-klang efter min mening godt kunne have været udeladt.

Når det er sagt bør man bestemt begive sig ind mod Dansehallerne og opleve dette aparte, urovækkende men dog æstetiske stykke; Såfremt du tør træde ind i det uforudsigelige rum, hvor barske tematikker og voldsomme billeder dominerer.

 

 

Hvem: Dansehallerne
Hvor: København V
Hvornår: 4. nov – . 19. nov. 2016
Foto: Mirko Borscht