Anmeldelse: Den sidste Gud


   Stjerne2

Af Lea Nelhorf

”Den sidste Gud” er en underlig omgang. Vi befinder os på et hospital. En liderlig patient er indlagt med blødende øjne. En anden skriger og jamrer hele tiden over ondt i maven. En er meget smuk og har brækket armen. Den næste er gravid med tvillinger og påstår hårdnakket, at hun aldrig har været sammen med en mand. Og så er der hende, der ligger i koma, og de to sygeplejersker der opfører sig yderst mærkværdigt. En læge der aldrig kommer og en djævel, der menes at være den sidste Gud.

Vi gøres i programmet opmærksom på, at forestillingen ikke handler om religion, men om ”besættelse, kærlighed og idoldyrkelse. Om troen på den store kærlighed, som unge piger oplever den, når de bliver forelskede i deres drømme drengeband uden at ane, at de måske i virkeligheden er blevet forført af en topstyret popkulturs manipulation”.

Den fortolkning er vanvittig interessant og uhyre relevant. Det er bare desværre ikke det, jeg får ud af forestillingen. Ej heller deres lovende ord om, at det bliver uhyggeligt, morsomt, groteskt, erotisk og smukt kan jeg desværre følge. Og samtidig er det mig uforståelig, at man udelukker religion fuldstændig som tema, da stykket i min optik ligger sig langt mere op af religion og blind tro end egentlig boyband idoldyrkelse.

Efterfølgende har jeg brugt rigtig meget tid på at prøve at forstå alt det, de vil fortælle med denne her forestilling, og jeg har vendt og drejet den et hav af gange med min ledsager. Efter timelange samtaler om den, kan vi måske ane deres idé en smule, men den er virkelig søgt. Den ønskede symbolik er alt for uklar og besværlig at forstå. Og med det resterende publikums reaktioner taget i betragtning er jeg sikker på, at det ikke kun er min ledsager og jeg, den er helt galt med.

Man har ville alt for mange ting med denne her forestilling. Så mange mange ting at det ønskede budskab drukner i forsøgene på, at ville skabe gys, absurd humor og smukke fortolkninger af boybandsange. Ligeledes har man valgt at spille hele forestillingen uden et eneste scene- eller kostumeskift overhovedet. Vi sidder bogstavligt talt og ser på den samme scene i over halvanden time. Det på trods af, at al scenografi står på hjul. Både de hvide afskærmningsgardiner, som vel at mærke, fylder det meste af scenen og de opretstående senge patienterne konstant befinder sig i. Det virker simpelthen omsonst ikke at bruge det til noget.

For jeg kan se så meget potentiale i den scenografi. Man kunne i samspil med et mere modigt lysdesign og simple omrokeringer have skabt mere rum og sangenes helt egne dragende universer, taget dem ud af hospitalstuen, givet dem plads og givet dem mere sprudlende liv. For desværre ender mange af sangene, især dem der er sat et godt stykke ned i tempo, med at blive kedelige og uinteressante. Det meste kommer lidt til at lyde ens, og det på trods af at harmonierne og stemmerne i virkeligheden er skide smukke. Det er brandærgerligt, at de ikke får lov til at komme til deres ret.

Selvom ”Den sidste Gud” uheldigvis er en rodet affære, har ensemblet på scenen ”De damer” dog alligevel givet mig lyst til, at se mere til dem i fremtiden.

Hvem: De Damer
Hvor: Teater V
Hvornår: 30. december 2018 – 13. januar 2019
Foto: Karoline Lieberkind