Anmeldelse: Den unge Elias’ lidelser


Af Anna Cæcilie Sørensen

Her til aften er jeg taget i teatret i min stue på 3. sal. Min computer lyser rummet op. Og på en mørklagt scene står der en ung mand på en stige. I lyset står en digter. Strimler af lys glider ned på baggrundstæppet. Den unge Elias fortæller os om selvmord og forelskelse. Om familier, fordomme og forhold.

Forestillingen er en lyrisk monolog. Det er en samling af digte. Det er skuespil og performance. Det er brudstykker fra en virkelighed. Hårde ord og ægte følelser. Lange sætninger bliver til rim og Elias fortæller om ikke at være elsket. Monologens introduktion er elegant og den inciterende lyriske rytme inviterer os med ind i hjertet på en digter.

Det er spild af tid at leve i sin fortid. Lev i din nutid. Lev nu. Gør det rigtige. Gør det nu. Forestillingen taler ind til alt det, der er så svært at finde ud af selv. Den taler til de lede tanker. De mørkeste og ensomste nætter. Onde tunger kalder med dystre rungende stemmer kalder på Elias. Det er selvmordet der skriger, river og flår. “Det ville være så let…” siger den unge Elias til galgen i loftet. Onde stemmer siger SKAM DIG! Selvværdet destrueres under tunge elektriske toner. Det dunker. Det banker. Et ungt hjerte hamrer. Elias har fået nok.

Musikken minder mig om magiske aftener. Den minder mig om forelskelser, når de er allerbedst. Når de er varme, dejlige og proppet med total eufori. Musikken fylder kroppen og mine hovedtelefoner op. Der bliver leget med vores følelser i forestillingens lyd- og lydunivers. Overgangene bliver akkompagneret af elektroniske. dance-symfonier. Det fungerer virkelig godt, når baggrundsmusikken bygger et rum op og lader Elias træder videre ind i et andet rum. Det gør den virtuelle oplevelse endnu mere levende. Forestillingen er proppet med fine og uforglemmelige sætninger, og krydderiet spidskommen får en helt ny betydning. Det er ret fantastisk. Manuskriptet er skrevet af Elias Sadaq og er den samme Elias, som står på scenen. Elias er en dygtig fortæller, der har styr på sine ord. Og det gør absolut ingenting, at det ikke er en trænet skuespiller, der står på scenen. Elias er god som Elias.

Netstrømper og velourfrakke. Fjerboa og blomster. Du skal give dig selv tid. Giv dig selv kærlighed. Og mulighed for at finde den. Elias sætter blomster i tomme flasker og jeg bliver fyldt med virtuel kærlighed. Forestillingens budskab er så fint og ømt, at jeg ikke har lyst til at forlade det rum, jeg er blevet inviteret ind i.

Hvem: Under Huden, Folketeatret
Hvor: Online
Hvornår: 6.-19. Marts 2021
Foto: Jakob Søby