Anmeldelse: Den Vægelsindede


Af Ninette Marie Hemmingsen

Denne weekend har dansk teater kunne fejre 300-års jubilæum og hurra for den dansksprogede scenekunst og manden der startede det hele, nemlig vores allesammen Ludvig Holberg. I denne anledning præsenterer Det Kongelige Teater komedien ‘Den Vægelsindede’, der handler om kvinden Lucretia som i sandhed er i sine følelsers vold – det ene øjeblik er hun blid som et lam og det næste kaster hun dig for løverne.

Komediens plot er i sig selv simpelt – Lucretia terroriserer alle med sine humørsvingninger, og bliver lidt tilfældigt blandet ind i fire singlers desperate forsøg på at finde en partner. Der er tale om en klassisk forveksling, sådan én man også tit finder hos Shakespeare. To veninder er forelskede i hinandens brødre – men disse mænd er naturligvis for snæversynede til at opfatte, hvad der foregår og har begge et pinefuldt møde med Lucretia. Men som alle gode komedier finder de fire singler hinanden til sidst, dog forbliver Lucretia uforbederlig.

Et simpelt plot, der desværre bliver næsten helt væk i opsætningen her. Første akt minder mest af alt om en række små comedy sketches og man kan godt komme til at savne en historie at følge med i. Derfor har jeg også svært ved at få øje på komediens perspektiv, altså der hvor man kan se at Katrine Wiedemann sætter selvbedraget under kærlig behandling, som beskrivelsen lover.

Men en komedie dét er det, og sjov det er den – til tider. Det er lidt en rutsjebane oplevelse i den forstand, at der er tidspunkter, hvor humoren i forestillingen rammer helt perfekt og tidspunkter, hvor den rammer helt ved siden af. En mand i dameundertøj, der skal forføre en anden mand for at gøre grin med ham, er hylende morsomt, skuespillere der løber og ruller rundt på scenen og skriger er knap så sjovt. Og desværre sidder jeg flere gange og tænker, at nu er det plat, bare for at være plat og det er synd.

Der er heller ingen tvivl om, hvad publikum er mest til. Nemlig de to karikerede tjenere Torben, spillet af Nicolai Jørgensen, og Christoffer, spillet af Andreas Jebro, høster flest latterkramper. De er geniale begge to og jeg ville tage en tur i skuespilhuset for deres præstationer alene. Skud ud til Marie Bach Hansen som med kort varsel har forvandlet sig til den omskiftelige Lucretia, hun gør det godt! Flere i ensemblet kan fremhæves, personligt faldt jeg pladask for Nicolaj Kopernikus som Sparenborg. Maja Ravns lykkehjulsscenografi og komiske kostumedesign får også stor applaus herfra, det sidder lige i skabet og er med til at løfte forestillingen!

Du skal se denne opsætning af ‘Den Vægelsindede’ for at opleve den forfriskende kvindelige hovedrolle, der gør præcis, hvad der passer hende, og for de to karikerede tjenere der leverer sublim underholdning.

Hvem: Det Kongelige Teater, Skuespilhuset
Hvor: København
Hvornår: 23. sep. – 1. nov. 2022
Foto: Natascha Tiara Rydvald