Anmeldelse: Det Der Er Tilbage


Af Lea Nelhorf

Denne forestilling er ikke som andre. Fra vi træder ind i den gamle hospitalsbygning, er denne oplevelse begyndt. Jeg ved ikke helt, hvad jeg skal opleve, men stedet og forestillingens tema, sorg, vækker min interesse.

Til start får vi udleveret en kuvert med et håndskrevet brev, og vi bliver bedt om at stille overtøj, sko og tasker. Vi skal give slip på alt unødvendigt og give os hen til vores sanser.

Vi skal ikke kun være vidne til danseren Annika Komparts rejse. Vi skal selv deltage i den kun væbnet med vores egne minder, en lysende lanterne og en pude.

På rejsen skal vi igennem en tunnel. En tunnel lavet af bånd og snor flettet sammen. I forskellige farver og teksturer med vidt forskellige lyde, som jeg får lyst til at føle og røre ved. En tunnel fyldt med minder i form af gamle billeder, postkort og hjemlige dufte. Den er fortryllende og eventyrlig. Og den er et fantastisk billede på, hvordan vores hukommelse ser ud.

Med danserens kropslige og fintfølende bevægelser får vi lige så et billede på de følelser, vi får, når vi mister nogen vi holder af. Fortvivlelsen, frustrationen og lysten til bare at gemme sig væk – selvom det vi nok mest af alt har brug for, er vores nære ved vores side. Alt dette udtrykker danseren så smukt og intens ved at være ved vores side forestillingen igennem.

Hun kommer tæt på os. Hun er ved siden af os, og hun er over os. Hun er alle steder. Hvilket kan virke grænseoverskridende, men i og med vi ser hendes sorg, og mindes tider, hvor vi selv har haft det lige sådan, så føles det på mange måder bare rigtigt og rart.

Vi ser hende udtrykke, hvor hårdt og svært det kan være at give slip, og balancer igennem sorgens mange stadier. Vi ser, hvordan de gode minder forvandles til minder, der giver knuder i maven og tunge sten i hjertet, og ikke mindst hvordan vi lærer at leve med sorgen og genvinder smilet.

Der arbejdes og kæles for alle vores sanser. Der hviskes, både af hende, men også udefra tunnelen. Vi lytter blandt andet til havet, brusende bølger og latter. Vi hengiver os vores egne erindringer og følelser og lader dem flyde sammen med det, vi ser.

Savnet, lyset og håbet ser vi i form af operasanger Johanne Højlund, der med sin sang, skønhed og lune lukker os ind i en ny fase. Hun står guddommeligt og fint i det flotte kirkerum med højt til loftet. Vi er tilskuere, der sidder på hendes store slæb og rives med af genkendeligheden i både børnesange, fødselsdagssange og julesange. Sange der appellerer til vores alles minder, og med hendes røst både skaber glæde, men også en snert af melankoli og tristhed.

‘Det der er tilbage’ er en helt igennem smuk fortælling, der uden tvivl vil røre dig. Den er tilpas mystisk og særdeles relevant. Den handler om dig selv og dine følelser.

Det er en time af dit liv, hvor du nærmest helt terapeutisk kommer helt ned i gear og kan se ind i dig selv i et smukt virvar af sanseindtryk. Efter forestillingen byder holdet bag sågar på the og kaffe i det unikke kirkerum og inviterer os til at dele vores minder eller blot bare nyde omgivelserne.

Jeg synes alle, der har mærket sorg og tab på egen krop, fortjener at opleve denne fortælling. Den er rolig og rammende. Den er et kunstværk i sig selv og excellent i sin helhed. Lad sanseoplevelsen forføre dig.

 

Hvem: Teater GLIMT
Hvor: Det gamle Skt. Elisabeth Hospital på Amager, København
Hvornår: 20. april – 11. maj 2017
Foto: Andreas Bergmann Steen

Leave a comment

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *