Anmeldelse: Disney On Ice


Af Kristoffer Ditlevsen

Alle børnenes mest populære venner fra Disneys skattekiste af tegne- og animationsfilm er i Danmark i skolernes vinterferie – på skøjter. Underholdningsimperiet Feld Entertainments ‘Disney On Ice’ byder på et flot inddragende skøjteshow, en fin 1-til-1-virkeliggørelse af Disney-filmene og et appellerende soundtrack på dansk, så alle kan følge med.

Faktisk synes jeg, at ‘Disney On Ice’ blev en rigtig god oplevelse, da først vi havde passeret gennem alverdens pinsler i den über-kommercielle forhal, hvor én pose popcorn (med Disney-motiv!) koster den nette sum af 100 kr. Et sted hvor det også er muligt at få taget billeder med en papfigur for 80 kr., og hvis du vil have Mickey Mouse-ører på imens, skal du skam slippe med med kun 200 kr. ekstra! En omkringliggende pengemaskine som aldeles ikke klædte den samlede oplevelse, hvor selve showet heldigvis trak op.

For skøjteshowet der varede 2 timer inkl. 20 minutters pause var magisk på den helt rette Disney-facon. Der var ikke sparet på store skøjtende dekorationer, fyrværkeri og diverse sceneeffekter – Arendal fra ‘Frost’ var f.eks. decideret indhyllet i snelignende skum der dalede smukt ned over skøjtebanen i over 20 minutter. Og at figurerne kunne suse ubesværet af sted og nærmest ophæve de fysiske love på isen, når de i parløb svang sig om hinanden i diverse rotationer, piruetter, løft og spring gjorde dem netop helt tegneserie-agtige. For al den bevægelse kan lade sig gøre, når man som animator sidder og tegner tegnefilm – og åbenbart også på isen i virkeligheden. Der var fart over feltet, og de synkrone koreografier blev afviklet med stor præcision, professionalisme og tempo, så det aldrig nåede at blive kedeligt.

Derudover var showet ledsaget af et godt dansk soundtrack med brudstykker og sange fra Disney-filmene med danske stemmer. De internationale skøjteløbere kunne dog godt have sparet deres mimende mundbevægelser, da deres (af gode grunde) ‘forkerte’ mundbevægelser mere forstyrrede og lignede en skidt synkroniseret film, end de skabte en illusion af, at det netop var skøjteløberne som talte og sang. De fleste af de fremmødte publikummer kender jo også godt Aladdins danske stemme, så vi ville have vidst, at vi skulle se på ham, når den stemme lød. Det havde derfor nok været rigeligt, at figurerne bevægede hele kroppen særlig meget, når de havde taletid – hvilket de også var rigtig gode til. Gennem hele showet var det nemt at overskue, hvem der havde ordet, for de agerende spillere strålede af energi og entusiasme.

Gennem små historier der rummede essensen fra filmene tog skøjteløberne os med til bl.a. savannen fra ‘Løvernes Konge’, Agrabah fra ‘Aladdin’, Kong Tritons rige fra ‘Den Lille Havfrue’, børneværelset fra ‘Toy Story’, de californiske dybder fra ‘Find Dory’ og Arendal fra ‘Frost’. Alt sammen indrammet af en tyndbenet rammehandling, hvor Mickey Mouse og co. skulle samle ledetrådene og finde den største skat af alle. En ramme som fungerede fint og hurtigt gav plads til de storslåede tableauer. Præcis som den fysiske ramme omkring selve skøjtehallen – den über-kommercielle forhal – også nok bare er et sted, man bør skynde sig igennem, så man kan komme frem til det, det egentlig drejer sig om; det imponerende skøjteshow!

Hvem: Feld Entertainment: Disney On Ice
Hvor: Aarhus, Odense og København
Hvornår: 13. feb. – 23. feb 2019
Foto: Pressefoto