Anmeldelse: Don’t Leave Me Alone


    Stjerne2Stjerne2

Af Anna Cæcilie Sørensen

Velkommen til Don’t leave me alone. Til Operaens hemmelige rum. Til dansens mystiske verden. Kom indenfor i varmen. Lyt og lær. Se. Tag med os på en rejse hvor ingen behøver at sige et ord. Hvor lyd bliver til universer, og dans bliver til menneskelige fortællinger.

Aftenens forestillingen er inddelt i tre dele. I løbet af aftenen kommer vi hele tiden tættere og tættere på hinanden. Vi kommer nok i virkeligheden tættest på os selv. Først bliver vi taget med ind i TALES OF A NORDIC MIND og forført at vindens kolde susen og de mørke toner. En mand i mørkeblåt jakkesæt trækker i os, og skikkelser toner frem bag plexiglasruder. Skygger bliver til mennesker. Glasset afspejler vores afstand til hinanden og til verden. Det handler om længsel. Det handler om kærlighed. Mennesker hænger sammen med mennesker.

Okay. Jeg kan lige så godt sige det som det er: jeg er simpelthen bare en sucker for synkron koreografi. Det er jo for pokker helt absurd at se på, og min hjerne brænder altid en lille smule sammen. Hvordan kan det overhovedet lade sig gøre? At mennesker smelter sammen, men stadig bevarer dem selv? Her bliver menneskekroppen både rekvisit og instrument.

Her til aften blev jeg dog allermest forelsket i begrebet “partnerarbejde”. Forestillingens anden del hedder LAMENTO DELLE NINFA og betyder oversat “Nymfens Klagesang”. Her træder en danser klædt i hvidt ind på scenen, efterfuldt af to dansere i sort. Hendes skygger og bevægelser. Jeg sad med åben mund og lettere åndedrætsbesvær under de blot fem minutter, dansen varede. Det var simpelthen højdepunktet i hele forestillingen. Wauw.

Måske er FRAME OF VIEW og hermed sidste del af dansen ikke så hylende morsom, som der står på forsiden af programmet, men man fornemmer klart den humoristiske tone. Humor er jo i og for sig også en smagssag. Momenterne hvor det hele blev tragikomisk var til gengæld enormt fine. Især skænderiet i slowmotion under gul konfetti-regn var eminent.

I virkeligheden burde alle danserne jo have en stjerne. Uden dem er der ingen fortælling, ingen fascination. De beviser alle sammen, at menneskekroppen er vanvittig. Alle sammen sendte de gløder og elektricitet ud til publikum. De var noget hver især og sammen.

Dans er en kunstart. En evne man kun kan misunde og beundre. Jeg er glad for, at jeg fik introduktionen før forestillingens start, for ellers havde jeg måske misset dele af fortællingen. Koreografernes ideer bag forestillingen er spændende og vigtige.
Dansen fortæller en historie, der er svær at genfortælle. Dans er svært at bedømme. Jeg er simpelthen bare blæst væk over den oplevelse, jeg havde i selskab med Dansk Danseteater.

 

Hvem: Dansk Danseteater
Hvor: Kbh. S
Hvornår: Operaen Takkelloftet fra 20.-28. jan. 2018 herefter turné rundt i landet til den 23. marts 2018
Foto: Søren Meisner

Leave a comment

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *