Anmeldelse: Enten/Eller


    Stjerne2

Af Lea Nelhorf

Hvordan påvirker de valg, vi tager i vores liv? Hvordan lærer vi at stå ved dem, og hvordan lærer vi at tage konsekvenserne af dem? Og forstå dem? Og lærer man overhovedet noget, hvis man bare gør, som man plejer?

I ”ENTEN/ELLER” er det os, publikummet, der skal træffe hovedpersonen Astrids svære valg. Hver er vi udstyret med et rødt og et grønt skilt, og i bedste underholdnings-tv-stil beder den mandlige stemme os om at vælge det ene eller det andet.
Skal Astrid lave gruppeopgaven alene? Skal hun fortælle sin kusine, at hun har kysset med den fyr, hun altid har været vild med? Og skal hun stå ved alle løgnene eller flygte fra dem?
Det er altså publikummet, de unge selv, der bringer historien videre. Hvilket er uhyre interessant at være vidne til. For hvad ville de have gjort? Og hvor mange tør egentlig stå ved det, de hver især personligt synes er rigtigt? Flertallet bestemmer, og beslutningen er taget. Stykket går videre fuldstændig ligesom livet.

Personen bag denne helt igennem geniale og fantastisk idé er Mathilde Eusebius, som ligeledes spiller rollen som Astrid. Vi kommer tæt på hende, men også virkelig tæt på det pågældende publikum, der sidder i salen. Hver og en er nødt til at forholde sig til valget, og til hvilken konsekvens det mon bringer med sig. Hver enkel forestilling bliver på sin egen måde et lille eksperiment, der fortæller mere om os selv end så meget andet.

 

På scenen er Eusebius forestillingens eneste medvirkende, og hun formår hele vejen igennem at være troværdig som den unge teenage-forvirrede Astrid. Både i hendes dybe tankestrømme, i hendes fortvivlede håbløshed og ikke mindst i hendes valg, mærker vi noget genkendeligt og nært. Noget der bider sig fast, og noget vi rigtig godt kan sætte os ind i.

Selvom hun står helt alene på scenen, møder vi også hendes venner på de sociale medier, som vi følger med i på de hvide lagners projektioner. Det er et virkemiddel der fungerer overordentligt godt og skaber et ret rammende billede af, hvad nutidens ungdom vokser op i. En verden hvor man aldrig rigtig ”bare er sig selv”, selvom man sidder alene oppe på sit værelse. Der er altid lige en festlig story på Snapchat, tonsvis af perfekte kroppe og idealer på Instagram, der skal likes, og en facade der skal passes og plejes på Facebook.

Alle er deres eget brand, og hvis man ikke har et perfekt liv udadtil, er man så overhovedet noget?

Som Astrid i forestillingen husløst ærligt fortæller, så betyder det, de andre synes måske faktisk mere, end hvad hun selv synes. Simpelthen fordi hun ikke rigtig føler, at hun selv føler noget. For hvem er man egentlig, når man går i ottende klasse? Hvordan ved man, hvem man er, og hvad man står for? Vidste du, hvem du var dengang?

”ENTEN/ELLER” er oplagt at se som skoleklasse og bruge i undervisningen. Men er bestemt også et besøg værd med sine mindre søskende, nevøer og niecer. Rummet er trygt og lægger op til ærlighed og åbenhed. Det er interessant og fandens lærerigt. Det er en lille kærlig reminder til de voksne, som måske har glemt, hvordan det er at være ung og et ”det-skal-nok-gå” til tidens unge. For selvom der er mange svære valg og et hav af muligheder, er det dem, der skal føre dig frem (og nogle gange tilbage) her i livet. Det er dem der gør livet interessant. Så hvorfor ikke lære at omfavne dem, i stedet for at frygte dem?

”ENTEN/ELLER” skal opleves, mærkes og rumsterer lidt i din bevidsthed!

 

Hvem: Teater Somom
Hvor: Teater Zangenberg
Hvornår: 3. april –  6. april
Fotos: Tinus Buus