Anmeldelse: Et Dukkehjem


Af Ninette Marie Hemmingsen

I år er det 140 år siden, at Henrik Ibsen for første gang forundrede og forbavsede med sit stykke ’Et Dukkehjem’. I denne anledning spiller en moderniseret version på Aalborg Teater, som er tilpasset den moderne verden, hvor kvinden stadig står ansigt til ansigt med familiens og samfundets pligtopfyldelse.

Nora går fra hus og hjem. Hun smider de samfundsdikterede forpligtigelser og forlader ikke mindst sin mand, men ligeledes sine børn. I tiden og i optakten til kvindernes frigørelse chokerede slutningen de fleste. Nora kan da ikke bare gå. Men det kan hun og det gør hun. Det er muligvis ikke ligeså chokerende i dag, da der er sket meget i kvindernes historie siden. Alligevel synes jeg, at dette stykke og dét det debatterer er stærkt relevant i dag.

Nora er en dukke. Hendes identitet er skabt af de forskellige roller, hun påtager sig i relation til andre mennesker. Hun er Thorvalds kone, hun er børnenes mor. For de fleste er det stadig uforståeligt, at en mor kunne finde på at forlade sine børn. Men der findes i dag ligeledes en stigmatisering af kvinder, der vælger ikke at få børn. Vi har set dem blive trukket ind i Go’ morgen Danmark for at fortælle om, hvorfor de ikke vil det og om de er sikre på, at de ikke ombestemmer sig eller kommer til at fortryde det, når de bliver ældre. Herudover debatterer vi stadig kvinder i ledelsesstillinger, barsel, orlov og meget mere. Derfor rammer ’Et Dukkehjem’ stadig plet i forhold til, at mange kvinder i dag stadig bliver mødt med spørgsmål, hvis de vælger at leve deres liv udelukkende efter egne behov.

I stykket er alt hvad Nora foretager sig til fordel for sin mand og hans velbefindende. Det er først til sidst, at det går op for Nora, at hun mangler sig selv, hvilket Thorvald på ingen måde kan forstå.

Aalborg Teater formår at holde fast i og formidle Henrik Ibsens budskab i en gennemarbejdet og gennemført modernisering. Lige fra oversættelsen til den måde, hvorpå Scenograf Nicolaj Spangaa har fanget det moderne hjem og indkapslet det på scenen, imponerer opsætningen mig.

Især brugen og ikke mindst valget af musik i opsætningen fungerer til perfektion. Det er et dejligt indslag som sammen med brugen af humor, giver publikum et afbræk fra de ellers lange talescener. Herudover leverer skuespillerinde Nanna Skaarup Voss en nærmest perfekt præstation i rollen som Nora. Hun er intens og dygtig på en sådan måde, at blikket automatisk falder på hende og det var en fornøjelse, at se hendes udfoldelser på scenen! Det er relevant, det er tankevækkende, det er godt skuespil og så er det anbefalingsværdigt.

Hvem: Aalborg Teater
Hvor: Aalborg
Hvornår: 9. marts – 2. april 2019
Foto: Allan Toft