Anmeldelse: Et Vintereventyr


    Stjerne2

Af Ditte Marie Sax Møller

Jalousien kan gribe os alle. Det er en grundlæggende del af menneskets følelsesliv. Hvis jalousien som iboende kraft griber fat og gnavende ødelægger et menneskes virkelighedssans – æder mennesket op indefra – har det ikke blot konsekvenser for det menneske, der huser jalousien, men for alle omkring det.

Shakespeares skildring af denne destruktive tendens er eventyrlig og uhyggelig. Katrine Wiedemanns genopsætning af forestillingen på Republique er rørende og intens. Det er højspændt drama fra første akt. Faktisk allerede fra første scene. En spæd antagelse eller en strøtanke med dystre undertoner kan bekræfte sig selv og kan vokse sig større end et menneske kan rumme.

Kong Leonte har vi nær ikke lært at kende som menneske, ægtemand og ven, førend hans jalousi tager over og ødelægger alt omkring ham. Iscenesættelsen udstiller hans vrangforestillinger ganske så absurde som de er, og hjerteskærende er det at se ham bekræfte sig selv i sine antagelser. Hjerteskærende er det at se, hvordan han med sin magt lader jalousien gribe langt ud over ham selv og lade hans nærmeste forsvinde af sorg og magtesløshed. Mikkel Arndt spiller rollen meget overbevisende.

Jeg røres til tårer, når jeg ser Birgitte Hjort Sørensen i rollen som dronning Hermione forsvare sin uskyld og sin ære.  Instruktionen bag forestillingen skinner igennem, og så meget desto mere genialt er det, at dronningens sorg og stille trods kryber helt op af alle publikumsrækker og forplanter sig som en kollektiv medfølelse hos alle. Den professionalitet, der hersker hos alle de medvirkende er stærk, men den kommer allerstærkest til udtryk her.

Cyron Melville og Christiane Gjellerup Koch kommer på mange måder publikum nærmest og bryder den barriere, der helt konkret opstår i kraft af det klaustrofobiske glasbur, som omgiver scenen. En scenografi, som er visuelt tilfredsstillende, og som på én og samme tid adskiller publikum fra forløbet og udstiller absurditeterne, så de fremstår endnu mere klare. Stykket skal roses for at få alt til at fungere med sine få minimalistiske virkemidler.

Teksttung, som Shakespeare kan være for den moderne dansker, er også denne forestilling. Det er dejligt og også forventeligt, at forestillingen er tro mod dramaets fader i en iscenesættelse af et af hans sidst skrevne stykker, men mange publikummer skal holde tungen lige i munden i introduktionen af persongalleriet og stykkets omdrejningspunkt. Det er ærgerligt, men også svært at løse anderledes, at nogle af de vigtigste og mest intense begivenheder finder sted, før publikum har fundet sig helt til rette i universet.

Derfor er det skønt, at scenografien med sit minimalistiske, men professionelle udtryk letter lidt af stykkets tyngde. Generelt hersker der i mig en følelse af, at både de visuelle og dramaturgiske visioner for opsætningen er kommet i mål – og det gør det lettere at slappe af og lade sig gribe af de intense scener, som i sin helhed er både velinstruerede og velspillede.

 

Hvem: Republique
Hvor: København Ø
Hvornår: 12. maj – 9. juni 2018
Fotos: Per Morten Abrahamsen

Leave a comment

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *