Anmeldelse: Fetch!


Af Carl Sørensen

Tre bure af forskellig størrelse. Seks mænd og kvinder i jakkesæt, hver især med forskellig størrelse pinde og grene i hænderne. Pludselig gøen fra dem alle. Sådan starter Fetch! et teaterstykke inspireret af hunde. Pete Livingstone fungerer som en form for fortæller til lyden af sit eget klaverspil, og Nicole og Pauline Hogstrands strygere. Imens har Taneli Törma, Antoinette Helbing og Jan Vesala indtaget rollerne som hunde.

Fetch! forsøger at undersøge den underdanighed og associerede lykke, som den velopdragne hund oplever. Den grundlæggende glæde ved et lege-objekt som pinden. Den ukomplicerede tilfredshed et hundeliv indebærer. Stykket påstår at undersøge disse ting i perspektiv til menneskets egne dyder og drifter, men dette virker langt hen af vejen som en eftertanke. Både musikken og det animalske skuespil er en fornøjelse, men den grundlæggende ide for forestillingen udnyttes ingenlunde. Nogle kan måske finde underholdning i det afgjort overbevisende hundeskuespil, men på intet tidspunkt bliver dette videre anvendt, udfordrende eller overraskende i sin udforskning.

Når Törma skal spille en nervøs hund alene hjemme, bliver resultatet en massakre af toiletpapir ud over hele scenen. Og det er det. På intet tidspunkt bliver der skabt en parallel med det for eksempel socialt usikre menneske eller lignende. Det bliver en slags komisk sketch, der bliver ved med at påstå sin egen underfundighed.

Livingstone og kompagni leverer dog utvivlsomt fejlfrie præstationer, men disse føles uudnyttede og til tider formålsløse. Når Vesala iført en skærm, ikke ulig de skærme som bidske hunde sommetider iføres, vækkede det en nysgerrighed i mig for, hvor projektet måske nu var på vej hen. Svaret kom kort efter, da Törma iført sin egen skærm kastede godbidder ned i skærmene efter bedste evne. Stykket kom aldrig ned på et dybere plan, til trods for at besidde værktøjerne til en dyb og interessant forestilling. En ganske fin tur med hunden, men heller ikke mere end det.

Hvem: Teater V og Livingstones Kabinet
Hvor: Valby
Hvornår: 5. – 20. marts 2022
Foto: Bjarne Stæhr