Anmeldelse: Fishtail


Af Carl Sørensen

Et tyndt net definerer distancen mellem publikum og skuespillere. Astrid Kjær Jensen, Marcus Alexander Roydes og Troels Kortegaard Ullerup sidder i en sammensmeltet menneskeklump. Publikum befinder sig på overfladen, men igennem nettet kan vi se livet under havets overflade. En længselsfyld, yndig og spørgende tilværelse.

Forestillingen er udviklet over flere år med udgangspunkt i H.C. Andersens klassiske eventyr ”den lille havfrue”. Forestillingen kaldes et dukketeater, men dette er næsten en fornærmende indsnævring af de forskellige former for performance, som de tre aktører gør sig i. Det er ikke kun skuespil, dans og sang. Det er den smukke sammenhæng mellem de individuelle sekvenser, som på uafhængig hvis skaber en helhed, hvis ynde jeg sjældent har set.

Jensen ifører sig et ansigt med paryk på sin hånd, og begynder dernæst det dygtigeste dukkeførerskab jeg har været vidne til, mens dukken på sin rejse mod et akvarie placeret forrest på scenen skal rejse på tværs af hænder, fødder og kroppe i en smuk sekvens. Roydes kropslige formidling skaber en ømhed uden ord til lyden af Bon Iver-lignende lydproduktioner. Ullerup massakrerer sin stemme på smukkeste vis via diverse stemmeændrende effekter til rørende poesi.

At forestillingen fungerer så godt separat er nok også dens svaghed. For hvis det hele er individuelt smukt og sigende, så bliver det samlede narrativt svært at følge, og måske endnu sværere at definere. Når Jensen udklædt som fiskedukke sarkastisk skal undskylde i sin disneymonolog, mister Roydes og Ullerups danseperformance – hvor man spørger sig selv om de to kroppe i virkeligheden er en organisme – en vis tyngde. Det er ikke fordi at begge sekvenser ikke fungerer, men noget af værdien i kunsten bliver udvisket af det pludselige skift.

En meget smuk oplevelse med havfruerne og fiskene på bådteatret. Med forskelligartet performance i særklasse, og en lydside som ville kunne nydes eksternt fra forestillingen, er “Fishtail” en meget moden fortolkning af en klassiker.

Hvem: Bådteatret, AniMaNi
Hvor: København K
Hvornår: 28. Feb. – 12. Marts 2022
Foto: Anders Nydam