Anmeldelse: For Enden Af Regnbuen


    Stjerne2

Af Lea Nelhorf
Lyset slukkes. Der bankes på døren og Tobias Trier træder ind som levemanden og charlatanen Kaj Bino. Med stort overskud går han med selvsikre skidt op på hans lille scene i Nørrebro Teaters foyer. Bagtæppet er af mintgrønt silke. Hans jakkesæt matcher og hans hvide flamboyante skjorte stritter frem som et kækt smil. Scenografien er sparsom med et højbord, en kuffert fyldt med habbengut, en guitar og et Smartboard i sølvramme. For som den store kunstner han er, har han viet sit liv til kunsten, musikken og landevejen.

Vi bliver bedt om at lukke øjnene, trække vejret ind igennem næsen og ud i gennem munden og lytte til hans hypnotiske fortælling. Vi bliver taget med på en rejse. Til en situation. Til et dilemma. Vi bliver stillet to mulige valg og flertallet afgør det endelige. En fra flertallet får nu overrakt en symbolsk genstand og repræsenterer nu den essentielle dyd, som valget har bragt med sig. Kaj Bino supplerer det endelige valg med en historie fra hans liv på vejen og en nærliggende sang, hvor vi skal synge med på et par ord. Derefter noterer han repræsentantens navn på Smartboardet.

Dette fungerer egentlig rigtig fint og løsner os lidt op. Får os lidt ud af vores comfort zone og skaber en rigtig rar atmosfære i rummet. Men det samme set-up gentager sig yderligere 5 gange, til vi til sidst har fundet de 6 livsdyder i vores fællesskab. Bare med nye valg, andre sange og nye navne på tavlen. Karen sidder nu med en gul sikkerhedsvest på og repræsenter ansvarlighed. Micheal handlekraft med en boksehandske. Helle påpasselighed med en paraply osv. osv.

Jeg undres dog over hvorfor disse genstande aldrig, som sådan får en egentlig funktion udover bare at være der. Hvorfor skal de ikke bruges til noget? Det virker lidt halvhjertet ikke at tillægge dem mere end som så.

Stemningen er hyggelig og intim. Det kan man ikke komme uden om. Med på en måde føles det lidt, som at sidde til årets en smule kiksede medarbejderfest, hvor vi skal komme hinanden lidt ved. Hvor vi virkelig skal have styrket det store fællesskabet og hvorfor ikke gøre det med fiktivt hypnose, essentielle valg og fællessang? Jeg vil vove at påstå, at showet ville passe bedre i det henseende. For selvom Tobias Trier er en haj med sine ord og sin guitar, så bliver det for gentagende. Lidt for let. Lidt for nemt. Jeg går uforløst fra teatret og forstår ikke helt, hvad den lille forestilling egentlig ville mig, udover at hylde fællesskabet.

Hvem: Nørrebro Teater
Hvor: København N
Hvornår: 19. april — 05. maj 2018
Foto: PR foto

Leave a comment

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *