Anmeldelse: Frit Flet


Af Lea Nelhorf

‘Frit flet’ er navnet på den 655 siders lange fællesbog af Line Knutzon, Mette Moestrup og Naja Marie Aidt. Den indeholder alverdens fortælleformater, bl.a. logbøger, erindringer, essays, digte, e-mails og familiefotos. Den tager fat om køn, livets overgange og det at være menneske i et fællesskab. Bogen udkom i 2014 og fik et hav af anmelderros. Politikken har sågar opkaldt en litteraturpris efter den. Nu er den netop blevet genudgivet og iscenesættes lige nu på det lydstærke og eksperimenterende teater Sort/Hvid i den Københavnske Kødby.

Vi træder ind i salen og finder os en plads i det store free-seating kaos. Vi sidder foran et stort orange scenetæppe, hvor et hestehoved stikker ud. Ind træder kvinderne én efter én i spotlightet og agerer til en fortællende kvindestemme. Der poseres, gøres til, charmes og flirtes. Kvinderne er i centrum. På godt og ondt. Scenen er sat.

Tæppet går og på scenen ulmer og koger det store sorte hul. Stemningen er mørk og dyster. Følelserne bobler. Der snakkes om smerten. Smerten der ikke er hendes egen. Den arvelige smerte. Den vores forældre og deres forældre giver videre til os. Den gør ondt og det stikker i skulderen. Der snakkes om flugttrang og frihedstrang. Børn fødes. Nogle levende, andre døde. Døden nærmer sig med alderen. Sygdom. Kærlighed. Sorg. Savn og splittelse. Der stilles spørgsmål til feminismen, kvinderoller og ægteskab. Vi hører om knivstik og kvindeskæbner af forskellige verdner. Vi tages igennem et hav af livets facetter. Følelser og oplevelser. Vi kommer vidt omkring, men Tanja Diers formår i den grad at holde dramaturgien stærk og stringent.


De 4 meget forskellige skuespillerinder Sofie Torp, Ina-Miriam Rosenbaum, Kirsten Peüliche og Marie Marie Nørgaard formår med stor succes at fortolke de 3 forfatterinders tekster noget så absurd, sjovt og hjertegribende. At der næsten er 50 års aldersforskel på den yngste og ældste spiller skaber en vidunderligt og virkningsfuld diversitet i fortællingen. Vi føler dem helt ude i salen. Og helhedsindtrykket forstærkes så smukt af musik, sang og lyd.

Denne forestilling summer stadig i mig. Jo mere jeg går den igennem i mit hoved, jo mere giver den mening for mig. Jo smukkere bliver den og jo mere fortæller den mig. Hvor jeg i teatersædet måske mest blev overvældet af Schneiders musik, de lækre stemmer og det betagende lyddesign, så genspilles oplæsningen af de 2 logbøger fra Kvindernes Internationale Kampdag i mit hoved og virker endnu stærkere på mig. Skildringen af vores vestlige grådighed og den brutale uretfærdighed blot med en tomat som rekvisit rammer mig lige ind i hjertekulen. Eller når Ina-Miriam Rosenbaum oplæser 152 sætninger fra 152 artikler om kvindedrab. I salen synes jeg faktisk, det var en lille smule åndssvagt. For det blev ved. Og ved.  Og ved. Det var bogstaveligt 152 sætninger omhandlende det samme. Men efter at have processeret forestillingen giver gentagelsens absurditet så meget mening.

Instruktør Liv Helm, scenograf Franciska Zahle og musikproducer Hannah Schneider har i den grad formået at skabe en æstetisk og sansende bombe af lækre beats, smukke tekster og fremragende scenebilleder.

Hvem: Samproduktion mellem Sort/Hvid og Mungo Park Kolding
Hvor: København og Kolding
Hvornår: 16. feb. – 16. mar. 2019 i København samt 21. mar. – 4. april 2019 i Kolding
Foto: Rumle Skafte