Anmeldelse: Grab Them By The Pussy


    Stjerne2

Af Marie Vernegreen Christensen

Du kan næsten ikke undgå at være stødt på twerking, #metoo, kønskamp eller feminismebølger på den ene eller anden måde. Nu tages emnet også op på teaterscenen. Det sker på Svalegangen i Aarhus med stykket GRAB THEM BY THE PUSSY, som med bobler og barbiedukker blandt andet spørger, om det kan lade sig gøre at være det perfekte voldtægtsoffer.

Efter lyset slukkes på tilskuerrækkerne, forsøger en kvindelig GPS-stemme at navigere os til højre, til venstre og rundt i universet fuld af ’ister’. Vi kan støde på egoister, kapitalister, fascister, socialister, mandschauvinister osv. Så er scenen ligesom sat, og jeg får en forventning om, at det er disse ’ister’, vi skal møde på scenen den næste halvanden time.’ Isten’ som står i front er og bliver dog FEMINISTEN.

De fem skuespillere skildrer skiftevis forskellige mennesker, der bor i samme opgang, eller på den ene eller anden måde er en del af hinandens liv. Deres forskelige holdninger og ønsker flettes sammen og blandes. Vi møder det unge par med manden, der ønsker sig børn og kvinden der kæmper for at skabe sig en karriere og blive taget alvorligt af de mandschauvinistiske kolleger uden bukser. Det lesbiske par som er ved at splittes i uenigheden om børn. De moderne forældre med det alt for overdrevne fokus på kønsneutralitet, som gør alt, hvad de kan for at proppe deres lille barn med politisk korrekte værdier. Den bandende familie med en far der ikke rigtig lykkes i forsøget på at være alfahan og en søn der er så vanvittig forelsket, som kun en pubertetsramt teenager kan være. Hans forelskelse er faldet på overboen – kvinden som kan alt. Vi er virkelig dækket ind i forhold til genkendelse. Hvis ikke du har oplevet sexchikane på kontoret, kan du sikkert sætte dig ind i følelsen af irritation over et tilsyneladende overmenneske, der er helt igennem perfekt i både taljemål og socialt engagement eller i det komiske ved velmenende forældre, der på trods af forvirring insisterer på at kalde deres barn ’hen’.  Det er kvinde- og kønsproblematikker stillet humoristisk på spidsen.

 

 

Skuespillernes stive dukkebevægelser mellem overgange er sjove og giver noget kant. Det samme gør scenografien – bobler der brister, den lysende portalagtige døråbning og det skæve gulv som bliver en fed forhindring for skuespillerne. Anstrengelsen i at navigere rundt i høje hæle på det glatte ujævne gulv bliver den samme anstrengelse, som karaktererne oplever i forsøget på at være perfekte.

Indimellem synes jeg, humoren bliver lidt plat, og de vigtige temaer vinkles ikke på måder, man ikke er stødt på i medierne før. Mine tanker om bølgen udfordres ikke vanvittig meget, men jeg er til gengæld superunderholdt. Min indre feminist bliver af og til revet med, og jeg er glad for, at man tør tage emnet op på teaterscenen. Det kræver sin mand. Eller kvinde!

 

 

Hvem: Teatret Svalegangen
Hvor: Aarhus
Hvornår: 7. apr. – 4. maj 2018
Foto: Montgomery