Anmeldelse: Grounded


Af Lea Nelhorf
Hvem er de mennesker, der affyrer krigens droner? Hvordan ser sådanne personer ud? Hvordan kan man på den grå skærm være sikker på, at lige præcis den prik er skyldig? Hvor længe kan et menneske holde til dette pres, der ligger så langt fra vores verden og vores natur?

‘Grounded’ er en uhyre intens monolog der skildrer det at være fastklemt mellem at være mor, kvinde, soldat uden at være i egentlig kamp mere og den voksende og pressende psykiske belastning, det er. Vi møder hendes lykke, hendes savn og hendes post traumatiske stresssymptomer. Tiden er forandret, siden hun var i krig sidst.

Hendes omvæltning fra hendes F16 fly til de hykleriske fjernstyrede Reaper-droner er langtfra et ønskescenarie, men hvad gør man, når ens selvopfattelse er godt og grundigt fastlagt som jægerpilot?

Vi følger i denne monolog hendes rejse som dronepilot fra start til slut.
Teksten er skrevet af Georg Brant og skamrost af den amerikanske presse. Brant har med sin beskrivende fortællestil og indsigtsvækkende kendskab til den amerikanske hærs arbejde skabt en fortælling der kan ryste os, men også kan få os til at identificere os med hovedpersonen. Vi forstår hendes dilemmaer, selvom vi på ingen måde burde.

Kampen med droner slår uskyldige mennesker ihjel, og det er ikke hendes vurdering, om de er skyldige eller ikke skyldige, der betyder noget. Men det er hendes hånd der skal affyre eksplosionerne.

Hun rives med, får succesoplevelser og finder en snært af kicket, hun fik fra den blå og frie himmel på den grå skærm.

I Svalegangens opsætning er teksten oversat af Kristian Erhardsen, og hans oversættelse har formået at gøre historien vedkommende og ikke alt for amerikaniseret.

Scenografien er enkel og funktionel. Den er ikke videre køn, men det bliver den ved hjælp af lyssætning, perspektiver og Kaja Kamuks glidende overgange i historien.

Kamuk spiller denne monolog så smukt, at man absurd nok kommer til at holde af hende. Selvom hun deltager i den hykleriske kamp med droner, ser vi hende som et menneske. Et helt almindeligt menneske ligesom os selv. Hendes præsentation gør figuren hjertevarm, fængslende og relevant. Hun får en lune frem i hende med hendes ironiske, nonchalante og distancerende humor og ikke mindst hendes skæve smil.

Man kan fra tilskuerrækkerne mærke, at Kamuk virkelig har arbejdet med karakteren. Hun kommer helt ind under hende og gør fortællingen levende.

Stykket har fokus på, om det i virkeligheden er blevet for let at føre krig. Nuvel, hvis man har penge nok.

Hvad betyder det for krigen og en selv, når der ikke længere er en risiko for ens eget liv? Når du ikke længere behøver at se din fjende i øjnene, hvad er der så tilbage?

Det kan diskuteres gevaldigt. Men vigtigst af alt, hvis du, som jeg, synes at krig i sig selv er unødvendigt, makabert og vanvittigt dumt. Så få set denne her forestilling og få en kæmpe indsigt i, hvordan krig føres her i det 21 århundrede. Du vil blive rystet.

 

Hvem: Teatret Svalegangen
Hvor: Aarhus
Hvornår: d. 22. april – d. 13. maj 2017
Foto: Morten Fauerby / CZoo

Leave a comment

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *