Anmeldelse: Helligtrekongersaften


Af Anna Cæcilie Sørensen

Der er noget helt særligt over Grønnegårds Teatret. En eventyrlig oase mit i larmen. Det er Københavnerhistorie. Det er teater i det grønne. Ja, den gamle have er nærmest en fortælling i sig selv. Før tæppefald er der rig mulighed for picnic eller en sludder for en sladder med andre publikummer. Det er en helhedsoplevelse og for de fleste næsten en sommertradition.

Scenen er en stor og massiv dansende bølge. De blå nuancer leger med solen og jeg får en underlig lyst til at røre ved den. Den skæve scene matcher de grønne trækroner og får de gule rekvisitter til at fremstå endnu stærkere. Forestillingens scenografi og kostumer er virkelig et imponerende farvespil. Kostumerne er kreeret af designeren Nicholas Nybro og er nærmest som mellemstore eksplosioner. De er levende og enormt betagende. Der er tænkt over alle detaljer og jeg mister næsten pusten hver gang en ny kreation træder ind på scenen. Det er smukt, legende og særdeles befriende. Klæder skaber folk og skide gode fortællinger.

Shakespeares ’Helligtrekongersaften’ er en kombination af kærlighed og vanvid. Det er en komedie om identitet og forelskelse. Det gælder om at holde tungen lige i munden, når man skal holde styr på, hvem der er forelsket i hvem – og om det nu er den rigtige. Og er alle dem de udgiver sig for at være? Og hvad er forelskelse egentlig, er det magt eller kærlighed? ’Helligtrekongersaften’ er ganske vidst en gammel fortælling men ikke desto mindre, taler den stadig til vores hjerter og vores forstand.

Forestillingen er spækket med dygtige skuespillere og især Ann Eleonora Jørgensen, som spiller den tragikomiske Malvolia, grevinde Olivas hushovmesterinde, gør det helt fantastisk. Vi griner af hende og med hende, og så kan vi ikke lade være med at få lidt medlidenhed med hende. Den unge Anton Hjejle spiller Hr. Andreas Blegnæb og er helt bestemt en af højdepunkterne i forestillingen. Han har publikum i sin hule hånd og har virkelig gjort karakteren til noget særligt. Niels Ellegaard er god som nar og Julie Agnete Vang sød og smuk som grevinden med de mange bejlere. Det snedige makkerpar, Maria og Hr. Tobias Hikke, der ligger skumle planer for at gøre Malvolia til grin, spilles af Laura Bro og Asbjørn Krog Nissen og gør det også enestående. Scenen er spækket med stjerner, der gør det de er bedst til.

Det er faktisk en præstation i sig selv at sidde på en træbænk i 1 time og 40 minutter uden pause, så jeg vil på det kraftigste anbefale at man tager en pude med i teatret. Denne her forestillingen har du nemlig ikke lyst til at gå glip af. Jeg grinte og grinte og de mange ordspil og fortræffelige replikker lurer stadig. Du burde virkelig skynde dig afsted i teatret.

Hvem: Grønnegårds Teatret
Hvor: København K.
Hvornår: 27. juni – 24. august 2019
Foto: Bjarne Stæhr