Anmeldelse: Hvid uskyld


    Stjerne2

Af Anna Cæcilie Sørensen

Nogen siger, at det ikke giver mening at sige undskyld til de døde. Eller dem der jo alligevel er født som frie. Det er simpelthen til ingen verdens nytte, siger nogen. Man skal anerkende sig selv og sin hvide hud, siger andre. Ja, det er svært overhovedet at sige undskylde. Som menneske og da helt umuligt som stat. Av av av. Det er hårdt at undskylde for den dårlige samvittighed, for uskylden, skammen og så for alt det, vi rent faktisk gjorde. Ja, det er desuden også enormt hårdt at tænke på fortiden og dertil selve efterslæbet. Av. Og så er der dem der ikke forstår, hvad vi skal sige undskyld for. I aften skal vi lære lidt om det kollektive danske hukommelsestab.

I psykose-disco og g-streng bliver der sunget og danset. Be happy siger Greven og gir den op. De hvide parykker hopper, og jeg er målløs. Scenen med manden der prøver at gemme sig bag mikrofonen og taler om uoverskuelige erstatningskrav fungerer godt som kontrast til vanviddet.
Scenen med de to hvide turister omgivet af oppustelige badedyr er morsom. Hele tanken om, at kolonimagten er blevet en turistattraktion, er jo vanvittig. Grusomheden bliver komisk. Jeg er især vild med billedet af den hvide mand i hawaiiskjorte, der er ved at blive kvalt i sukker men bliver ved med at hælde det i sig. Det stjæler fuldkommen min opmærksomhed, for det er helt åndsvagt sjovt og godt fundet på.

Det er lidt ærgerligt, at gentagelserne tager over. Hele scenen hvor ingen siger noget men bevæger sig langsomt rundt, forstår jeg ikke helt. Jeg har svært ved at fornemme fortællingen i den scene, men det kan også sagtens være, at jeg er gået glip af noget. Det er næsten lidt uhyggeligt smukt, når det regner med sukker. Det er smukt, når det kolde lys prøver at virke varmt, og musikken dunker.

Men jeg følte mig lidt fortabt, og det samme skete ved nogle af monologerne.
Udgangspunktet og tankerne bag forestillingen er interessante og nødvendige. Jeg vil enormt gerne lytte og stille de samme spørgsmål. Rummet der gradvist bliver mindre og mindre er et skarpt virkemiddel. Når vi får det hele tæt på, bliver det sværere at håndtere.

 

Hvem: Teater FÅR302 (& kunstkollektivet FAMILIEN)
Hvor: København K
Hvornår: 12. april – 12. maj 2018
Foto: Thomas Cato

 

Leave a comment

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *