Anmeldelse: Into the Woods


Tivoli, Heltemus Production

    Stjerne2Stjerne2

Af Asbjørn Nielsen

Eventyret lever, og initiativet spirer i Glassalen. TamTam har veget pladsen for nye kræfter, og hvilke nogen af slagsen. Heltemus Production og Peter Langdal har vakt Stephen Sondheims eksklusive og længeventede musical Into the Woods til live efter dens tornerosesøvn på dansk jord, hvor vi skal helt tilbage til 1989 for at finde en professionel opsætning i sin fulde længde. Det er en fryd, at den er tilbage.

Into the Woods tager os med ind i skoven, hvor de kendteste af brødrene Grimms eventyrfigurer afbryder og springer ind i hinandens historier i deres naive færd med at realisere sig selv og opfylde deres egne individuelle drømme og behov. Forestillingens omdrejningspunkt er det barnløse bagerpar, som charmerende spilles og synges af Johannes Nymark og Silke Biranello. De drømmer om at få et barn, men det er ikke lige til, for den skumle heks fra nabohuset har lagt en forbandelse over dem. For at ophæve forbandelsen skal de skaffe hende fire ingredienser, hvilket bliver startskuddet på første akts sjove eventyrmiks. Skoven er som en banegård. Rødhætte løber ind i Jack og hans bønnestage, mens Askepot flygter fra ballet og prinsen. Rapunzel, spillet af Sandra Elsfort, synger på smukkeste vis indespærret fra sit tårn, mens Joachim Knop som ulven lumsk sniger sig til bedstemoderens hus. En postmoderne krydsklipning båret af rimsmeden Sondheims særlige sans for ord samt smukke og udfordrende ledemotivsprægede kompositioner der åbner horisonter, for den opmærksomme lytter. Fremragende oversat af Bay og Æbeløe, omend det er med at holde ørerne åbne og tungen lige i munden. Også på scenen hvor tempoet til tider har det med at løbe fra skuespillere såvel som dirigent, så det bliver svært at få alle ord med. Desværre, velvidende at det er en svær opgave alle mand er på.

Glassalen er som forandret. Scenograf Benjamin La Cour har revet de første stolerækker op med roden og udbygget scenen på fornemste vis i råt træ, så skoven har kunnet tage til i omfang. Drejescener og en lift fører handlingen frem på flere niveauer i Peter Langdals sprudlende iscenesættelse, hvor vi bevæger os ned i eventyrenes dybeste lag. Ligesom de mange undertekster, som er at finde i sangene, dekonstruerer scenografien og  iscenesættelsen de mange eventyr, som vi primært kender gennem Disney, der pudsigt nok filmatiserede musicalen for få år siden. I Glassalens dybe skov træder fristelser, den kødelige lyst, tiltrækning og begæret nu også endnu klarere frem end i filmen, og vi oplever hvor nemt man kan lokkes væk fra (dydens) smalle sti. Og det er skønt, for som det understreges, skal vi rigtignok turde at blive konfronteret med alt det uvante, hvis vi vil blive hele mennesker. Det er en fase, vi alle må gennemgå. Rødhætte forføres, lige da hun har fået sin røde kappe, morsyge Jack hiver i sin kos yver for at få mælk, selvom det er en han, Heksen har fået spoleret sin frugtbare have og er nu ækel, mens Jack kravler op ad sin falliske bønnestage og finder kæmpe rigdomme! Joachim Knop og Henrik Lauenbjerg spiller de to elskovssyge prinser, så ikke et øje er tørt, og omkring dem står flotte skuespil- og sangpræstationer på spring.

I en tid hvor der har tegnet sig et ret fast billede af hvilke musicaltitler, der spilles herhjemme, er det befriende, at der nu i Glassalen findes sådan en oase med musical af så fornem og kompleks karakter. Jeg stemmer i, synger som ensemblet ‘hvis bar’!” og håber oprigtigt for projektet, at initiativet slår rødder og i fremtiden byder på mere fra Sondheims godtepose.

 

Hvem: Heltemus Production
Hvor: København
Hvornår: 19. maj – 17. juni 2017
Foto: Martin Mydtskov