Anmeldelse: Jeg er sgu min egen


Af Carina Blangsbøll

Nørrebro Teater har støvet filmen ’Jeg er sgu min egen’ fra 1967 af, og de har samtidig pustet lidt liv i filmens handling om pigen Annie Jensen, der ikke vil lade sig fasttømre af samfundets mange krav.

Rollen som Annie spilles af Mathilde Passer, og hendes fremtoning er meget rå og upoleret. Hvis det er meningen, at hendes rolle som Annie Jensen skal have dette uspolerede og barnlige præg, er det bestemt lykkes, men jeg er i tvivl om, det virkelig er det, man i iscenesættelsen er gået efter. Den barnagtighed der er over rollen, gør nemlig at Annie bliver ret ensformig, og det er først ved sangen ’Ligeglad’, at Passer virkelig får lov til at bryde igennem, og vise at hun ikke udelukkende er en glad dukkepige, der bare mangler at finde sin rette hylde. Fremførelsen af sangen er et frisk pust, der udpræget giver rollen en dybere karakter, da Annies voksenfølelser får lidt plads. For det er vel ikke kun i barn- og ungdommen, at mennesker kan have svært ved at passe ned i samfundets kasse(r).

På skrift lyder det som et ret irriterende træk bare at snakke de andre efter munden og så lave noget andet, når de kigger væk, men på scenen fungerer det, og man fatter bestemt sympati for Annies tilgang til livet, når vi gang på gang ser de komiske situationer, hun tvinges ud i. På scenen bombarderes vi gennem Annie med sætninger som ”Synes du selv, du bidrager til samfundet?”, og ”Hvordan er du så meget dig selv?”. De mange spørgsmål giver forestillingen et sjovt og tragikomisk udtryk, for de konfronterer os med en lidt anden anskuelse af, hvordan samfundet er skuret sammen i dag.

Marie Askehave er opsynsværgen, der med ildhu jagter Annie og prøver at få hende til at bidrage til samfundet. Askehave spiller skarpt og skrapt, og gennem hende kommer samfundet til kort, når opsynsværgen alligevel ikke kan stå imod Annies mange tvivlsspørgsmål.

Tom Jensen spiller helt fantastisk, når han farer ind og ud af sine mange roller, og han trækker nok de største grin i salen – uanset om han er en forelsket bager, støjfølsom nabokone eller agerer som højere domstol.

Sangene fungerer godt i de nye arrangementer af Søren Graversen. Musikken er virkelig forestillingens brynje, og det er kærkomment hver gang, en velkendt sang bryder ud i salen. Mathilde Passer har tendens til at lyde som Daimi, når hun synger igennem og lige ud af posen, men sangene i forestillingen ligger ikke altid lige til hende, og det gør, at hun desværre ofte synger falsk.

Nicolai Jandorfs sangstemme er virkelig fin, og den får plads med den stille ’Duerne flyver’ og en munter jamsession bakket op af hele bandet. Musikerne er generelt integreret i hele scenografien, og de farer op og ned af trapper og bringer ekstra liv til det flotte værk, som scenografiduoen Torden og Lynild har skabt.

Hvem: Nørrebro Teater
Hvor: København N
Hvornår: 28. feb. – 13. april 2019
Foto: Büro Jantzen