Anmeldelse: Jesus Christ Superstar


Af Asbjørn Nielsen

Den moderne musicals moder, Andrew Lloyd Webber og Tim Rices rockmusical, Jesus Christ Superstar på Aarhus Teater imponerer. Et orgie af energi. Et bombardement af vellyd. Et rockende stjerneskud.

Kors i hytten de synger fedt. Andrew Lloyd Webbers rockende toner er ikke lette. De svinger mellem de dybeste toner, som kan få en bas til at gå i gulvet, over i halsbrækkende falset der nærmest kræver kastration. På Aarhus Teater brager de igennem med held. Sjældent har en landsdelsscene lydt så godt og rummet så gode sangere.

Godt nok er Mikkel Matthew, der spiller Judas, ikke Allan Mortensen og Matthews stemme har heller ikke samme fylde som Mortensens ikoniske vokal, der ved Danmarkspremieren i 1972 gjorde musicalens sange landskendte – primært fordi de samtidig blev indspillet og udgivet på LP. Mikkel Matthew har dog noget andet. En skælvende tvivl og desperation over Jesus’ kontroltab over sine tilhængere, der forplanter sig i hans stemme. For ja — den knækker hist og her, men det skaber kun nærvær og tydeliggør fortællingen, som gennemløber Jesus’ sidste dage.

Skellet mellem individet Jesus og samfundet er enormt. I scenens mørke tomrum af murbrokker og klaustrofobiske ørkenlandskab af hvirvler, som skuespillerholdet fra tid til anden klatrer op af og stiger ned fra, spørger man sig selv frygtfuldt: hvad gemmer der sig dog dér i mørket? Jo, det gør Simon Matthew der som Jesus lyser op på scenen. Gennem den 2 timer lange gennemkomponerede musical formår han at synge og spille sig til at være den bedste Jesus, der nogensinde er set på en teaterscene herhjemme. Simpelthen. Væk er al idolhysteriet og tilbage er mennesket. Sammen med spillere og musikere på scenen er vi i salen vidner til, hvorledes han stærkt og sikkert som samfundets syndebuk må bære alles problemer. Pint under Pontius Pilatus tages endda helt  bogstaveligt, idet Pilatus under hele spektaklet iagttager alt som en edderkop fra oven på sin trone, mens han nydelsesfuldt spiser popcorn, i selskab med sine ypperstepræster der i Maria Gyllenhoffs kostumer ligner gribbe. Kvalmende godt. Alt sammen ledsaget af Jens Hellemanns nye arrangementer, der er Webbers forlæg tro med nye orientalske overraskelser hist og her. En eksplosiv, voldsom, forfriskende og frygtløs indpakning som gør, man stadig er høj dagen efter.

Den eksplosive iscenesættelses mange ‘tråde’ er dog samtidig også der, hvor opsætningen halter lidt. Det tager i begyndelsen tid at tune sig ind på hvilke fortællemæssige greb, forestillingen opererer med, for den vil og gør rigtig mange ting. Tricket hvor man decideret spænder en tråd eller en wire fast i en sanger, for dernæst at hænge ham med hovedet nedad, mens han syngende hejses ned fra loftet, benyttes måske også en tand for meget, da det med tiden virker distraherende samtidig med, at det rent praktisk tager unødvendig lang tid at afvikle.

Der er dog her blot tale om småtingsafdelingen. Alt i alt kan Aarhus Teater være rigtig stolte. Webber lige så hvis han kigger med. Mon man kan bede om en genindspilning af den LP?

 

Hvem: Aarhus Teater
Hvor: Aarhus
Hvornår: d. 22. april – d. 3. juni
Foto: Rumle Skafte

Leave a comment

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *