Anmeldelse: JOB – et enkelt menneske


    Stjerne2Stjerne2

Af Anna Cæcilie Sørensen

Det er en kold tid, vi lever i. Ufattelig kold. Derfor har vi brug for fortællinger. Fortællinger der varmer. Fortællinger der får tanker til at boble. I aften får vi til og med polske saltagurker og Zarens vodka at styrke os på. Velkommen til det kolde Rusland. Nastrovje!

På Bådteateret er der ikke særlig meget plads. Man kommer utrolig tæt på hinanden.  Heldigvis er stemningen så altopslugende, at jeg glemmer alt om krampen i benene.

Musik og lys sætter scenen an. Anslagets blå toner og kolde lys forbereder os på, hvad der skal ske, og at det nok kommer til at gøre lidt ondt. Vi møder den fattige jødiske mand Melding Singer. Vi møder hans kone, to sønner, en datter og den lille ny. Alle sammen i én person.

Musikken kan fortælle noget, som ord kun kan drømme om. Den er med til at fortælle os en historie om. at det skal gå (rigtig) dårligt, før det kan gå godt. De to musikere, Henrik Goldschmidt og Anders Singh Vesterdahl, skaber et verdensrum af toner og lyde. Det er skarpt og helt eminent. Fløjten er som en slangedans i øregangene. Jeg glemmer, at jeg er i teatret.

Forestilling er baseret på Josep Roths roman af samme navn. “JOB – et enkelt menneske” giver mig lyst til at stille spørgsmål. Tænke en ekstra gang over store ord. Og til at lytte.

Melding Singer tager sin familie med til Amerika; der hvor alle er lykkelige. Et intermezzo af blå bølgebrus bryder op. Afskeden og savnet vokser ved hvert bølgeskvulp. Man kan høre det hele. Vi er med ude på det store sorte hav og ser hende, den vidunderlige frihedsgudinde. Nu skal de til at være mennesker i den nye verden, og det er skræmmende. Det er nemlig meningen, vi skal være lykkelige. Vi skal bruge hele livet på at jagte noget, vi ikke kan sætte ord på. Familien efterlader deres syge søn i andres hænder og rejser. Melding siger, at “vi må tilpasse os”, og klarinetten nikker. Og så kan de ellers bruge hele livet på at gætte på, hvad guds mening med det hele er.

Ina-Miriam Rosenbaum er fortræffelig, fabelagtig og enestående. En mester af historiefortællingen. Jeg forstår faktisk slet ikke, hvordan hun kan rumme så mange ord, følelser og personligheder. Hun er en kæmpe stjerne!

Vi nærmer os slutningen, og vi ved, hvad der skal ske. Publikum ved det, før Melding selv ved det. Alligevel bliver jeg rørt. Miraklet. Toner bliver til følelser, minder og øjeblikke. Det er fascinerende, at musikken kan give en lyst til at sørge og til at smile. Tryllebindende og nærmest eventyrlig. Virkeligheden er voldsom, og mit hjerte fyldes med følelser. Det er måske en kende voldsomt at kalde en forestillingen for et mirakel. Jeg har aldrig oplevet et mirakel. Men denne her oplevelse gjorde mig håbefuld. Der er brug for håb.

 

Hvem: Bådteatret
Hvor: Kbh. K
Hvornår: 5.-17. februar 2018
Foto: Ea Verdoner

Leave a comment

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *