Anmeldelse: Julehjertet


Julehjertet i Tivoli, Eventyrteatret

    Stjerne2Stjerne2

Af Asbjørn Nielsen

Når Eventyrteatret finder de spidse røde tophuer frem og byder indenfor i Glassalen i november og december, er det rigtig jul igen. I år, hvor den nyskrevne julemusical “Julehjertet” er på plakaten, er ingen undtagelse. Vi befinder os i Julemandens gavepakkeri i Sneborg. Den dygtigste gavepakke-nisse Kastanje forsvinder, efter hun finder et stykke nisseguld. Det udløser kaos, for uden hendes fikse hænder kan nisserne ikke nå at pakke alle julegaverne ind, og alverdens børn vil miste troen på Julemanden. Nisserne Nellike og Hasle begiver sig ud for at finde deres veninde, og det fører dem gennem en række skøre scenarier.

Godt nok minder forfatter Morten Dahl-Lützhøfts handling mest om en pixi-billedbog, der i Eventyrteatrets sikre stil er blevet charmerende forstørret. Flere elementer indgår som nye kapitler uden grund, mens spændinger mellem karakterer bliver introduceret men aldrig til fulde fuldendt. Om ikke andet i hvert fald ret abrupt. Hvorfor gavepakkenisserne skulle tage til takke med et brunt juletræ fra den tyske juletræsnisse Hansi er f.eks. stadig en gåde. Desuden savnede undertegnede en del af de sproglige, og ofte satirisk-komiske, genialiteter, som tidligere har været en del af eventyr-pakken. I år ligger humoren mest i nissernes spøjse dialekter, overgearethed og rastahår, og ikke nær så meget i teksten, som ikke for alvor griber fat. Det gør komponist Christian Dahlbergs ni nye julemelodier til gengæld. Melodier som fører os til medrivende nisseskønsang i gavepakkeriet over i bl.a. Nellike og Hasles blændende kærlighedsduet og nisse-alpernes jodlende svar på Hansi Hinterseer krydret med ‘Himmelhunden’. Sjov og velfungerende kombi. Særlig prisværdigt er det, at julesangene igen i år er udgivet på CD, så julens faste soundtrack atter kan få skarp konkurrence.

Jeff Schjerlund har skabt en række flotte, tempofyldte og skarpe koreografier, som udfylder Glassalens til dato mest simple julescenografi, som mest består af enkelte grantræer og lysgoboer af vinduer på lagener. De mange julehjerter på publikumsrækkerne bliver dog alligevel blødt op. De unges spil og sang bliver nemlig leveret med en sådan energi og glæde, så juleenglene synger, og vi bærer over med den måske for enkle scenografi.

Julen er hjerternes og ikke mindst traditionernes tid. Har du ikke overvejet det endnu, så lad det være en opfordring at slå vejen forbi Eventyrteatret i Glassalen. Forestillingen varer en time, og den kan nydes som en perfekt integreret del af turen i det (h)julepyntede Tivoli. Så vil du også finde ud af, at det faktisk først er rigtig jul, når du har været med nisserne en tur i eventyrland.

 

Hvem: Eventyrteatret
Hvor: København V
Hvornår: 25. nov. – 17. dec. 2017
Foto: Ole Mortensen