Anmeldelse: Kom du?


    Stjerne2

Af Anna Cæcilie Sørensen

Publikum træder ind i en mørk sal. To mænd sidder i en lædersofa og kigger. Betragter og hvisker til hinanden. Imens de sidste finder deres pladser, kan man kaste et blik på menukortet. Vender du menukortet, kan du læse om kunden. For hvem er de mænd, der besøger en prostitueret?

Der er mange fine dialoger. Dialoger der får en til at grine. Dialoger der gør en forlegen. Dialoger der gør en vred. Undervejs i forestillingen møder vi mange forskellige typer. Alle har deres begrundelser for hvorfor og så gør de det især, fordi de kan. Selvom en af dem selv siger, at man jo ikke bliver syg af ikke at komme. Og så alligevel… Alle venter de på, at den røde lampe bliver grøn.

Det er næsten vanvittigt med den sørgmodige musik under oplæsningen af sex-annoncerne. Det er helt grotesk. En mand spiser ild. En mand tror, at han er forelsket, og at det er kærlighed. En mand insisterer på, at det hele er fake. Der er manden med konen, og så er der klichéen. Nogle gange kan man næsten fornemme ynkeligheden, der gemmer sig mellem linjerne i replikkerne. Og så er der den sygelige latter, der nærmest lyder som en ulykkelig gråd. Der er røde laksko og en kæmpe dildo. Der er vanvid og forlegenhed.

Forestillingens udgangspunkt er enormt interessant. Scenografien er enkel. En hestesko af lædersofaer åbner rummet op, men emmer alligevel af hemmeligheder. Der er enormt meget musik og koreografi i forestillingen. Bevægelserne er fulde af følelser. Nogle gange tager det bare lidt overhånd. Det fylder enormt meget i forestillingen og nogle gange bliver det svært at holde koncentrationen. Musikken er egentlig mere intens end selve koreografien. Jeg ville gerne have haft endnu mere dialog, især fordi Folmer Kristensen og Peter Flyvholm er så gode sammen. Forestillingen gjorde indtryk, men jeg efterlod også teateret lidt forvirret. Men jeg glemmer aldrig, hvor ubehageligt spørgsmålet “hvor meget koster du?” egentlig er.

 

Hvem: Teater Rio Rose & Husets Teater
Hvor: København V
Hvornår: 5. maj – 2. juni 2018
Foto: Bjarne Stæhr

Leave a comment

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *