Anmeldelse: Kongen og Tiggertøsen


    Stjerne2Stjerne2

Af Asbjørn Nielsen

Eventyrteatret har efter en årrække under eksotiske og fremmede himmelstrøg fundet en historie i vores egen baghave; nemlig i Danmarkshistorien. Et oplagt, nyt og anderledes kapitel i teatrets eventyrbog, der nu bevæger sig væk fra eventyrets sagnomspundne mystik og i stedet over i en vis form for historisk realisme, der introducerer eller genopfrisker vores rødder. Musicalen Kongen og Tiggertøsen følger hoffets liv på Rosenborg og tugthusfangerne, børnearbejderne og tiggerne i Københavns rendesten under Kong Christian IV’s tid. En original, opfindsom og hjertevarm fortælling begået af teatrets flittige dramatiker Gunvor Reynberg, som hele tiden forsøger at rykke grænserne for, hvad man kan præsentere for børn og deres forældre.

Kong Christian IV havde mange børn. 22 i alt. Så det er med største naturlighed dét, som åbningssangen, en smædevise fremført af gøglere på strøget, på morsom vis handler om. Altså hvordan det går til, når Kongen laver børn, og der dunkes på sovekammerdøren a la Shakespears mur i Pyramus og Thisbe hos Kirsten Munk, Dronningen og hvem Danmarks længst regerende Konge nu ellers lå i med. På Rosenborg er Kongen dog godt utilpas. Det er i hvert fald, hvad hans døtre og sønner fortæller, for vi ser aldrig Christian firtal. Han er ligesom den ophøjede gudeskikkelse, de alle løser opgaver for og taler om, men som vi kun får et lille bitte glimt af, hvilket fungerer glimrende. For at muntre Kongen op beslutter børnene sig for at arrangere en byfest med vin i springvandene, sang og skuespil, og så er det jo meget belejligt, at der er en gøglertrup i byens gader. Eller truppen var i byens gader, for i mellemtiden er de blevet smidt i tugthuset af Stodderkongen. De mangler nemlig tiggertegn. Truppens yngste danserinde beskyldes desuden for at være heks, og så bryder helvede løs. Fortællinger skyder op i samme omfang og tempo som Christian IV opførte slotte og bebyggede København. Tilsæt desuden en brutal hofmesterinde, oprørske prinsesser, et dokument som kan vende op og ned på hele den kongelige arvefølge og en forveksling, som også fører til bål, brand og beskyldninger. Det er med at holde tungen lige i munden, når de mange figurer og sidehistorier alle udfolder sig. Ganske givet af den årsag, at Eventyrteatret rummer utallige talenter, og flest muligt skal nå at vise, hvad de kan.

De mange historier gør dog, at vi må nøjes med at blive præsenteret for de til tider endimensionelle figurers overflade. På bekostning af et par sidehistorier kunne det måske have været interessant at bruge mere tid på hovedfortællingerne, så vi f.eks. kunne få et indblik i Stodderkongens baggrund for at være, som han er. Ja, en figur som denne kunne måske være blevet endnu mere interessant, hvis han ikke blot var “ond med ond på”. Realismen og Christian IV’s bandlysning af trolddom  – eller det som fortidens “hekse” nu ellers bedrev – gør desuden, at man til tider savner eventyrets magiske virkelighed.

Når det så er sagt, er det altid en særlig god oplevelse at begive sig i Glassalen i Tivoli og helt fra start blive mødt af medvirkende, som beder én om at huske sit tiggertegn, da Stodderkongen lusker rundt. Alle løfter i flok, og det er en fornøjelse at opleve, hvor sjovt de har det på scenen, mens de oplagte og flot syngende brænder igennem i et nummer som ‘Kål’, der leder tankerne over på ‘It’s a hard knock life’ fra musicalen Annie og Matildas ‘Revolvting Children”. Det er i det hele taget en fryd at opleve, hvordan Eventyrteatrets unge stemmer boltrer sig i musicalens mange iørefaldende sangnumre af komponist Christian Dahlberg. Altid i medrivende crossover-arrangementer der blander Disney-strygere og flerstemmige korsatser med tidstypiske pasticher og moderne genre. I år barokkens spidsfindige klimteri på cembalo parret med RnB og Hip Hop-beats dunken i jorden, som hovedsageligt ledsager de helt unge figurers sange og antyder den reelle revolutionerende kraft her i verden: dem – børnene som der synges, at vi må passe på.

Kongen og Tiggertøsen giver os lyst til at læse videre i eventyrbogen, og vi venter spændt på de kommende eventyr, som allerede næste år varsler mere magi med ‘Den magiske maske’. Må mange børn og familier finde vej til Glassalen.

 

Hvem: Eventyrteatret
Hvor: København V
Hvornår: 7. okt. – 22. okt. 2017
Foto: Ole Mortensen

 

Leave a comment

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *