Anmeldelse: Kunsten at være lykkelig


Af Anna Cæcilie Sørensen

Scenen er som et stort spil Tetris af restaurerede loppefund. Som om nogen har slagtet et antikvariat eller en fancy københavnerlejlighed. Stabler af møbler balancerer på en blanding af tålmodighed og spænding. Lykkelige moderne møblementer der stråler af overskud og ’true fashion-sense’. Det lader til, at der er styr på tingene. Der er i hvert fald styr på farvekoderne og de store grønne stueplanter. De turkise farver er både kølige og underligt betryggende. Scenografien får mig til at føle mig hjemme, selvom jeg ikke ejer ligeså flotte møbler. Det er som om, man kan genkende noget i scenografien. Som publikum sidder man og bliver bange for, at det hele ramler, som om der ikke skal noget til for at få ens verden til at ramle.

Forestillingen begynder og nu skal publikum have ’50 gode råd til en tålelig tilværelse’. Der ligges hårdt ud, for lykken er umulig. Simpelthen. Tre skuespillere med tre små bøger står på scenen og tænker. Vi bliver lukket ind i deres tanker og deres ord strømmer ind i publikums hjerner. Flere af publikummerne nikker og hvisker ’ja’ undervejs i forestillingen. Vi kan genkende det vi ser. Vi genkender følelsen af at se på alle andres lykke og misunde den så grusomt, at vi får lyst til at skrige. Misunde alt det vi ikke har og er overbevidst om, at vi mangler.

”Erkend dine egne begrænsninger” bliver der sagt igen og igen. Du må kun drømme om noget realistisk. Du skal have noget at leve for, men erkend dog at du aldrig bliver rockstjerne. Det er ikke just opmuntrende at høre nede på publikumsrækkerne. Det er på grænsen til at være tarveligt. Absurditeterne er groteske og virkelig sjove. Mantraet ”Sådan var det, sådan blev det” slynges udover publikum og det gør nærmest ondt at grine af en mand, der får tæsk af sit køkken.

Ena Spottag, Nicolai Dahl Hamilton og Anders Mossling er klædt ens på, men de er dejligt forskellige. De har hver deres charme, galskab og fantastiske mimik. Som den tragikomiske trio med deres grillpølser på gafler charmerer de publikum. Musikpauserne og den sporadiske underlægsmusik fungerer virkelig godt. Det er som små opbrud i alle bekymringerne.

’Kunsten af være lykkelig’ er instrueret af Rune David Grue frit efter den tyske filosof Arthur Schopenhauer. Det er en pessimistisk forestilling om lykken og det er hamrende godt. På den store rå Edison-scene er det som om, at budskabet trænger dybere igennem. Det der gør dig lykkelig, er ikke det, der gør mig lykkelig. Lykken skal du selv finde og definere, og husk ikke at lade dig tynge af en gammel tysk filosof.

Hvem: Betty Nansen Teatret
Hvor: Frederiksberg C
Hvornår: 9. feb. – 16. mar. 2019
Foto: Catrine Zorn