Anmeldelse: MAGT – Gør Danmark Stort Igen


    Stjerne2Stjerne2

Af Ditte Marie Sax Møller

MAGT kan alt det, som en musikalsk satiregruppe skal kunne: De kan charmere deres publikum, de kan drive politisk satire som rammer bredt – og så er de selvfølgelig dødmusikalske.

Helt fra forestillingens begyndelse bliver den fjerde væg nedbrudt. Vi bliver ført med sikker hånd gennem showet og får gennem en dialog mellem skuespillerne hurtigt etableret forestillingens præmis: Danmarks gode renommé er efterhånden ved at være aftagende efter en stribe skandaler såsom smykkeloven, drabet af babygiraffen Marius og Inger Støjbergs lagkage. Vi har jo ellers et ansvar som verdens lykkeligste folk – os der har både ytringsfriheden, LEGO og Kongehuset.

Selv hvis du kun har fulgt lidt med i medierne det sidste års tid, vil du hurtigt kunne fange flere af referencerne i stykket. MAGT bliver heller ikke kun i Danmark i deres sketches, men retter også blikket ud mod bl.a. USA og Trump. De griber desuden helt tilbage til vikingetiden og til Muhammed-krisen, når der skal tages gas på danskernes selvforståelse.

De seks unge mænd synger sig lige ind i en tradition for satire og selvironi, der allerede har eksisteret længe på den danske revyscene – men med stor, fed selvironi får de selv påpeget lighederne med Ørkenens Sønner, når de med den helt rigtige mimik og klassiske koreografier synger sjofle sange med ligeså mange jokes under bæltestedet, som det kunne forventes. Særligt skuespillerne Jonas Stimose og Thomas Neergaard spiller rollerne som småsexistiske power-posere med store armbevægelser og dybe mandestemmer på en helt genkendelig og forventelig måde, men også de andre skuespillere skal krediteres især for deres musikalske talenter. Aftenens multimusikere gør det også virkelig godt.

De enkelte forudsigelige sketches er til at have med at gøre, for selvom satiregruppen ikke er helt unik, hvilket de selv – igen med stor selvironi – eksplicit påpeger, føles det som et friskt pust med seks unge, talentfulde skuespillere, der med et skarpt blik genkender de paradokser, der er kendetegnende for det danske samfund. Og som de også selv fortæller; Vi har pligt til at bruge vores ytringsfrihed og helst til at provokere! Men ytringsfriheden skal sørme ikke bruges til at ødelægge Danmarks gode renommé.

Interne drillerier bidrager til en god dynamik på scenen, og får det til at summe af varme blandt publikum, som føler sig privilegerede ved at overvære denne komikertrup, som vi helt sikkert kommer til at se mere til.

 

Hvem: MAGT
Hvor: Hofteatret
Hvornår: 22. og 30. maj 2017
Foto: MAGT.nu