Anmeldelse: Mariehønen Evigglad


    Stjerne2

Af Lea Nelhorf

”Mariehønen Evigglad gik tur på et rabarberblad og mødte Søren Snegl, der lå og sov med sneglehuset på. Så blev det regn og tordenvejr, og Evigglad fik våde tær…”

Ude i skoven bor spilleren Betina Grove og alle dyrene. Den evigglade mariehøne Marie og den langsomme, slimede og snaskede Søren Snegl. Græshoppen, løvfrøen, fuglen, bierne og mussen Musse, der venter unger. Vi får venligt og venskabeligt hilst på hver og en.

Skuespiller Betina Grove har dramatiseret den velkendte sang og skabt et opslugende eventyrligt univers.  Nærmest til forveksling ligner scenen en farverig illustration fra en af Halfdan Rasmussens børnebøger. Et univers jeg også selv er vokset op med. De allermindste er grebet fra start med noget nær julelys i øjnene. De fascineres af den meget pigede Marie og den bøvede Søren Snegl. De knuger sig ekstra meget ind til de voksne, når tordenvejret buldrer og brager, og himlen skifter til dunkle farver.

Både børn og voksne kender den lille fine Halfdan Rasmussen-sang, og så snart børnene genkender det mindste, pibler det i dem for at synge med.

 

”Mariehønen Evigglad ”er en fantastisk intim, hyggelig og hjertevarm forestilling for de allermindste.

Lige så meget hjertelig personlighed og varme Betina Grove besidder som hende selv, formår hun kærligt at give videre til skovens dyr. Denne lille forestilling på små 30 minutter er fuldt af lune og elskelighed, og jeg kan kun på det kraftigste anbefale alle småbørnsforældre at slå vejen forbi Anemonen. Det er en hel unik og æstetisk oplevelse. I vil ikke fortryde det.

 

Hvem: Teatret st. tv. og Teatret Fair Play
Hvor: Anemonen
Hvornår: 3. april – 29. april 2018
Fotos: Per Morten Abrahamsen

 

Leave a comment

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *