Anmeldelse: morfarMORFARmorfar


    Stjerne2

Af Lea Nelhorf

Vi træder ind i salen. Scenegulvet er overtegnet med børnetegninger, og på det står tre små scener. Tre mænd går rundt omkring og taler og griner med det unge publikum. De har helt almindeligt tøj på. De er helt almindelige mennesker. De ligner hvilke som helst andre voksne mennesker, der skulle være i salen. Da lyset dæmpes finder de sig  hver en papkasse med tøj. Pludselig ligner de alle morfædre i mørkebrune bukser og lyse skjorter, og hele salen rammes af et væld af familiehygge og varme. Her er rart, og her er trygt.

Hver af dem har en fortælling om deres morfædre. Den ene en vestjysk håndværker, den anden en glemsom pensioneret tysklektor, og den tredje vil Jens slet ikke snakke om. For han var nazist. Han vil derimod hellere snakke om sin farfar. Han var en helt, og ham var han stolt over. Og er det egentlig ikke også ligegyldigt, om han er farfar eller morfar, farmor eller mormor, onkel eller tante, så længe man brænder af stolthed ved at fortælle deres historie videre?

Bag historierne står skuespillerne Thomas Guldberg Madsen, Jens Andersen, Sune Skuldbøl Vraa og instruktør Nils P Munk. Sammen har de fundet en fin ramme med tilpas skiftende fortælle-og spillemåder, der gør både fortællingerne og de 45 minutter eventyrlige, interessante og underholdende. Der snakkes hele vejen igennem til børnene i et ærligt og kærligt sprog, de forstår, og af og til inddrages de i fortællingerne. Fx da Jens fortæller om sin farfar; uddeler han til flere børn et papir med en slægtning eller et dyr på gården. De bedes om at holde det oppe, og som fortællingen udvikler sig forvandles papirerne til kanonkugleregn ved hjælp af børnenes kasteevner. Folkelig og lækkert musik og sang bruges som overgange i fortællingen, og alle børnene rocker lystigt med i takt til de regnbuefarvede lamper.

Både børn og voksne i publikummet lytter nysgerrigt med på de fine historier. Nogle gange fortælles de blot, og andre gange udspiller de sig lige foran os.

Nogle er glade historier, og andre er triste. For selv morfar har oplevet smerte og sorg, og ikke vidst hvad han skulle, eller hvor han skulle gøre af sig selv. Og lige netop dét er en vigtig del af fortællingen. For morfar har levet et helt liv, før han blev morfar. Han har hele sin rygsæk fyldt med gode og ikke så gode historier. Fyldt med livserfaring og oplevelser som er nødt til at blive viderefortalt. For vi har brug for håb, og vi har brug for at snakke om livet og følelserne, der følger med det. Det må vi ikke være bange for. For alle har brug for forbilleder og perspektiver.

Så bedsteforældre, inviter jeres børnebørn ind og se denne fine forestilling. Grin lidt af det genkendelige. Snak om det alvorlige og del for Søren da, alle jeres gode historier over en kop kakao bagefter.

 

Hvem: Limfjordsteatret på Anemonen
Hvor: København K
Hvornår: 13. marts – 28. marts samt 3. og 4. april på Baggårdsteatet
Fotos: Lars Horn

Leave a comment

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *