Anmeldelse: Natten


    Stjerne2

Af Lea Nelhorf

’Natten’ er en forestilling for babyer. De helt små fra 4-18 måneder. Det er dem, der spilles for og dem der spilles til. Hele forestillingen er på deres præmisser. Det er deres forestilling. Deres rejse ind i sansesystemet.

Vi føres ind i et rundt, eventyrligt mørkeblåt rum med lysende stjerner og glintrende klokkespil i loftet. På gulvet ligger hvide puder i en rundkreds. De puder er vores pladser. Vi sætter os. Fredfyldt og dragende musik fører os til et andet univers. Her er rolig, rummeligt og vanvittig smukt. Vi befinder os nu i den forunderlige og magiske nat.

De to dansere My Grönholdt og Julie Rasmussen gør natten levende. De er forestillingens liv og hjerte. Begge er de iklædt silke pyjamasser med blå himmel og hvide skyer. De stråler af overskud, glæde og tryghed, og det smitter gevaldigt af på os. De omfavner os med ro. Med blide bevægelser får de med hænder og fødder stjernehimlen til at svæve. Månen til at danse og månestøv til at drysse for øjnene af de små.

Med deres dans og indlevelse får de funklende natteblomster til at udfolde sig og festligt stjerneskær i alverdens farver til at suse rummet rundt.

De inviterer de små til at føle og røre, og pludselig er stjernehimlen forvandlet til trillende, runde bolde i alle regnbuens farver. Blomsterne med sine forskellige materialer og teksturer bliver forvandlet til spændende og interessante føleobjekter. Scenografien forvandles til sansende leg.

Baby og voksen kommer udefra med hver deres symbiose og særlige samhørighed, som i takt med sanseoplevelserne kun synes endnu mere forstærket. At se babyerne udforske universet. Føle det. Høre det. Røre det og endda forsøge at smage det på vækker noget i de voksne. Noget der sagtens kunne ligne noget nær lykke. Inden vi ved af det, er der skabt en større samhørighed i rummet, der får folk til at bryde ud af deres egne bobler og snakke med hinanden under børnenes efterfølgende leg. Det er virkelig smukt og livsbekræftende at være en del af og for mit vedkommende uden baby at være vidne til.

Jeg kan på det kraftigste anbefale alle mødre, fædre, alle med en tilknytning til en baby, at skynde sig at sikre sig en billet, før det er helt for sent! Hold godt øje med om der bliver sat ekstra spilledage i salg. Denne oplevelse er ikke noget, du oplever hver dag!

Det føles som at sidde midt i et eventyr. Midt i et kæmpe stykke kunst. Midt i en drømmeagtigt og super inspirerende sanseleg.

Så skip de dyre barselskaffer et par dage og brug i stedet pengene på denne geniale sanseoplevelse. Både for dig og for dit barn. For jer. Jeg vil på tilnærmelsesvis kalde den guld værd. Den er så smuk og så vanvittig fyldt med kærlighed, nærvær, nænsomhed og eventyr.

 

Hvem: MYKA, gæstespil på Zangenbergs Teater
Hvor: København K
Hvornår: 7. – 19. maj 2018
Fotos: Morten Arnfred

Leave a comment

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *