Anmeldelse: Orestien


Af Marie Vernegreen Christensen

Hvad er det lige foyeren kan? Når man har hele Scala scenen til rådighed, hvorfor skal vi så stå her stimlet sammen i baren, ved caféborde og mellem Aarhus Teaters nye sæsonprogrammer? Er der en anden mening med dette, eller er det blot at få eksperimenteret med rum og publikum, som Aarhus Teater har været så opmærksom på de sidste sæsoner? Sådan tænkte jeg, da jeg den første halve time af forestillingen skulle stå og se starten af en meget moderne ’Orestien’ udspille sig i det ellers så velkendte vente- og mingleområde.

Men jeg godtager valget. Det sætter stemningen. Det er forspillet i forhallen. Forudsætningen inden vi bevæger os ind i kong Agamemnon og dronning Klytaimnestras bolig. Og det skaber en uhygge, der gør det lidt mere nervepirrende end normalt at træde ind i Scala salen.

Forestillingen blander antik tragedie, glitrende pailletdragter og elektronisk lyd i trygge hænder hos Lydmor. Visualiteten er et vanvittigt smukt univers med menneskelige poetiske diskokugler, der både får mig til at tænke på Star Wars, Marie Antoinette og babykyser. Et glitrende virvar – stroboskoplys, blændende bagkulisser, reflekterende spejlgulv og bælgravende mørke. Alt sammen skaber det et sted- og tidløst rum til en tidløs klassiker.

Mord på mord og hævn som bare pokker fylder plottet, der dog ender i en spirende start for demokrati, domstol og retssystem. En ældgammel græsk tragedietrilogi trillet i glimmer og serveret med elektronisk lyd. Det virker, som da min mor badede min vitaminpille i sød yoghurt for at få den til at glide lettere ned i min hals som barn. Indpakningen er lækker og indholdet kedeligt, men fuld af næring.

De gamle klassiske stykker skal helt sikkert have sin plads og stadig tilbyde os al den relevante rigdom, de indeholder, men de skal serveres på en måde, som ikke bare glider ned ved hjælp af smuk indpakning. De skal trænge ind. Og jeg er ikke sikker på, at det er glitter og elektronisk musik, der får os til at føle budskabet. Det er den typiske teatralske rytme og tone, der hersker, og det får de gamle vers til at virke lange og lettere trættende. Skønheden og showet rammer mig. Kostumerne, scenografien og lyden rammer mig. Kroppene og stemningen rammer mig, men budskabet gør desværre ikke.

Hvem: Aarhus Teater
Hvor: Aarhus
Hvornår: 10. maj – 6. juni 2019
Foto: Emilia Therese