Anmeldelse: Overgang


    Stjerne2Stjerne2

Af Carina Blangsbøll

Bliver du genfødt ind i de voksne-voksnes rækker, når du runder de 50 år, eller starter overgangsalderen rent ud sagt med døden?

Forestillingen her starter i hvert fald ud meget symbolsk med en alternativ form for ordløs opvågningsdans i efterårets gullige blade. Hele det sceniske udtryk sætter sig i kroppen med det sorte scenerum, manden, kvinden og deres forhold… Vi kender dem godt, men alligevel kender vi dem ikke. Vi genkender dem nok nærmere fra os selv.

’Den har jeg fra min mor’ er noget af det, vi hører de to skuespillere sige. Allerede helt fra start bliver deres alder og de aldre, de bærer i sig, omkring sig og foran sig sat i fokus. Vi bliver mødt af endnu en alder, da de to, manden og kvinden, begynder at lege i efterårsbladene, som var de endnu børn. For selvom du er 50, kan du vel stadig huske, hvordan det var at være 10?

Hvis du altså kan huske, for hurtigt kommer overgangsalderens klassiske klichéer i spil. Ind imellem er det sjovt, og grinene i salen breder sig, som når Anette Katzmann kommer på scenen med en alvorlighed, som skulle hun spille ’Hamlet’, for herefter gentagende gange at gennemleve hendes evige kamp mellem kaffekoppen og duggen på læsebrillerne til frit skue for os alle.

Hvis du er bange for at blive gammel, er dette ikke en forestilling for dig. Hvis du kan grine af det, der (måske) kommer eller se tilbage på det der engang var – så træk i efterårstøjet og bliv klædt på til det forstående vinterparadis.

Med eller uden briller er forestillingens første del ikke min kop the. Musikken understreger meget eksplicit panikkens kommen og ligeså gør den gentagne dans og bladtumlen. Panikken markeres yderligere med bagscenens spinkle lysstribe af det smalle håb der er tilbage for fremtiden. Eller er det i virkeligheden lyset fra tiden der gik?

Personligt har jeg svært ved at forene mig med, at de 50 år er lig med panikalder. Jeg kender da flere, der succesfuldt er fyldt 50 år og overlevet og desuden klarer sig udmærket uden, at de har været igennem nogen form for genfødsel.

Men måske handler det hele bare om at indse, at mennesker bliver ældre, og at du også selv bliver ældre?

Forestillingen kræver en del forestillingsevne, og det er tydeligt at mærke, at dem der griner højest har prøvet det selv eller oplevet noget lignende.

Dét at runde et halvt århundrede bliver sat meget på spidsen i fortællingens handling. For skal du have én sjælemage, og skal I følges synkront arm i arm ind i overgangsalderen for, at den kan lykkes? Sådan virker det lidt her. Det eneste, der lader til at kunne rive de to på scenen ud af overgangsalderens medlidenhedsfyldte øjeblikke, er nemlig, når der sker noget for partneren der er enten værre eller bedre end partens egen overgangssymbiose.

Så vidt jeg husker er overgangsalderen ellers biologisk og noget det enkelte menneske gennemlever og ikke nødvendigvis en synkron handling, der indtræffer for forelskede folk i parforhold. På den måde kender vi ikke dem på scenen godt nok til at forstå, at handlingen ikke er en generalisering af alle der fylder 50 år. For hvad hedder manden og kvinden egentlig, og hvem er de, hvis vi ser bag om deres alder?

Barndommen, ungdommen og voksenlivet, vi alle bærer i os, bliver poetisk symboliseret med indrammede billeder fra skuespillernes egne liv. Smuk tanke at se tilbage på eget og hinandens liv, imens der energisk rives efterårsblade sammen til tonerne af ’You wear it so well’ – for man må vel gerne blive gammel, så længe det ikke kan ses?

 

Hvem: Husets Teater / Rio Rose
Hvor: København V
Hvornår: 22. feb. – 17. marts 2017
Foto: Robin Skjoldborg & Thomas Dohn

 

Leave a comment

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *