Anmeldelse: Premiere


    Stjerne2Stjerne2

Af Marie Vernegreen Christensen 

Jeg har været på en guidet tur på Aarhus Teater – op af trapper, ned i kælderen, gennem smalle gange og rundt i kroge, som ellers er utilgængelige. Det er i hvert fald følelsen, jeg har efter at have oplevet vandrings-forestillingen ‘Premiere’, som er et bidrag fra Aarhus Teater til Kulturhovedstadsåret 2017 under temaet Rethink.

Vi fik som tilskuere udleveret et farvet kort til at hænge om halsen som en slags pressekort eller turpas. Der blev uddelt kort i seks forskellige farver, og hver farve hørte sig til en af stykkets karakterer. Jeg fik et brunt kort og skulle derfor følge Anders Baggesen i rollen som den pressede og ambitiøse instruktør.

Vi blev i små grupper ført rundt af guider, som gik med løftede skilte i samme farve som vores kort. Guiderne påtog sig en vigtig rolle og viste nøje vej gennem teateret, mens vi var ’fluerne på væggen’ hos skuespillerne. På deres vegne glæder jeg mig over, hvor godt logistikken fungerede. På intet tidspunkt var der kludder i hverken retning eller timing, selvom vi bevægede os rundt i seks forskudte grupper, som af og til mødtes for at overvære sammenspil mellem vores skuespillere.

Forestillingen er et stykke om opsætningen af et stykke, og da selve handlingen virker som en historie, du har hørt før, er det karakterarbejdet og konceptet, der primært skinner igennem som det stærkeste.

Den unge pligtopfyldende Anne, det energiske stjernefrø Mikkel, den erfarne Kim, den elegante men aldrende Inge Sofie og den unge praktikant Anna-Sofie er karaktererne, som alle er skuespillere i instruktøren Anders’ opsætning af ”Hvem er bange for Virginia Woolf?” Hver især har de bekymringer, hemmeligheder og historier at fortælle.

Da rummet ikke er en typisk scene, men forskellige og forholdsvis små lokaler rundt på teateret, stiller det krav til skuespillernes spil. Vi er som publikum helt tæt på, og udtrykket skal helst være virkelighedsnært. Men skuespillerne klarede det da med bravur, og der blev virkelig prikket til grænsen mellem virkelighed og fiktion.

Forestillingen virkede nærmest som en levendegørelse af teateret, hvor vi som tilskuere også skulle være aktive og forholde os til hinanden i højere grad, end hvis vi havde siddet i en mørk sal. Vi var usynlige for skuespillerne indtil den sidste del af stykket, hvor vi var publikum i al sin dobbelthed for både den virkelige forestilling og for det fiktive stykke deri.

Jeg står nu tilbage med lysten til at købe endnu en billet i håb om, at få et kort i en anden farve og dermed få lov at følge en ny karakter, som har en anden historie at udforske. Ja, faktisk får jeg lyst til at købe 5 billetter, så jeg kan følge hver eneste karakters historie i dette ganske vellykkede stykke gentænkning.

 

Hvem: Aarhus Teater – Stiklingen m.fl.
Hvor: Aarhus
Hvornår: 24. maj – 17. juni 2017
Foto: Rumle Skafte

 

Leave a comment

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *