Anmeldelse: Revolt. She Said. Revolt Again.


    Stjerne2Stjerne2

Af Anna Cæcilie Sørensen

Vi er i en tilstand af uro. En uro der bliver til ord og udbrud. Meninger og diskussioner. Vi er i voldsom bevægelse henimod noget, som ingen af os rigtig ved hvad er. Der er opråb og oprør. Der er bunkevis af mikrofoner. Mikrofoner som du kan råbe afsindig højt ind i. Et værktøj, der bliver fuldstændig ligegyldigt, hvis der ikke er nogen der lytter. Ligegyldigt, hvis du egentlig ikke har noget at sige.

Først bliver jeg lammet af den absurd morsomme dialog af en sexakt mellem mand og kvinde.

Vi starter med at grine. Det gør vi jo. Vi får latterkrampe af at lytte til vores sprog. Det er nærmest paradoksalt. Teksten afspejler forestillingens handling. Afspejler skuespillernes vanvid alt imens intimiteten vokser og bruser. Alt kommer tættere og tættere på. Ordet vokser. Det hele bliver mærkeligere og mystisk ligesom vores sprog, der falder mere og mere fra hinanden, men vi lytter stadig. De taler i munden på hinanden i steder for at tale med hinanden. Vi prøver stadig at lytte, men hvem skal vi lytte til? Midt i larmen siger en kvinde: Gider I holde kæft?

Vi skal forstå, at vreden er nødvendig. At vreden har et formål. Ingen af os ved, hvad oprøret bringer, og hvor det er, vi er på vej hen. Med vreden kommer også afmagt og så gør vi ting, vi har svært ved at stå til regnskab for. Vi skal bruge vreden fornuftigt. Den engelske dramatiker Alice Birch er stemmen bag ordene. Hun afliver, genopbygger og leger med sproget sådan at alle sætninger kommer bag på en. Alle sætninger får betydning og giver genklang.

Skuespillerne er smukke i deres menneskeskikkelser. De har et overskud til at lade sproget vokse. Ingen er bange for pauser og stilhed. Sproget smelter sammen med musikken. Alle skuespillerne har en ufattelig rytme og timing. De giver mig brandvarme kuldegysninger. Klaveret spiller en melodi, jeg ikke genkender, men jeg får lyst til at høre den igen. Med blikke og bevægelser giver skuespillerne publikum lyst til at lytte. Forestillingen er en voldsom rutschebanetur, som både skræmmer mig og giver mig lyst til at prøve igen.

Tiden udviskes og går skiftevis hurtigt og langsomt. Eksplosive replikker sprænger ikke min hjerne, men skubber til nogle tanker. Jeg bliver usikker. Aftenen stod stille, da jeg forlod teateret, men i mit hoved voksede en tornado sig større og større. Break away. Revolt. Lad være med at tænke. Sig noget. Alligvel var det som om, forestillingen havde taget ordet fra mig. Jeg var målløs. Jeg ved ikke, hvor vi skal hen eller hvad vi skal. Sproget er pulsen. Det er magt. Det kan udnytte, dræbe og voldtage. Hvis vi vil tale, skal vi også lytte. Tage ansvar. Vi skal sige fra. Vi skal gide lytte og vi skal turde råbe op.

 

Hvem: Husets Teater
Hvor: København V
Hvornår: 24. feb. – 24. marts 2018
Fotos: Bjarne Stæhr

Leave a comment

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *