Anmeldelse: Seebach


    Stjerne2Stjerne2

Af Carina Blangsbøll 

Hvem havde set det komme? En jukebox-musical om familien Seebach der i 50 år har leveret hits til danskernes lydkatalog. I udlandet er den slags vældig populære. I London har publikum kunnet genopleve alt lige fra Elvis’ liv til Jersey Boys og i dag Carole King-musicalen Beautiful, som netop skildrer popsangerens svære vej ind i branchen med efterfølgende triumf. Vi har altså at gøre med en helt særlig genre, som ikke for alvor er blevet udfoldet med et dansk udgangspunkt herhjemme – indtil i dag.

Fredericia Teaters Seebach er farverig, festlig og rørende. Den følger brødrene Nikolaj og Rasmus’ kamp for at få deres musik til at slå igennem, som den netop gjorde for få år tilbage. Det er svært at få producerne med på idéen, for det karakteristiske efternavn Seebach hænger jo ved.

Gennem flashbacks tager de os med tilbage til forældrenes første møde og alt det, som siden skabte det, som hænger ved brandet Seebach. Navnet som alle på en eller anden måde har et forhold til gennem faderen Tommy Seebachs folkelige succes og siden alkoholiserede nedtur til ydmygende jobs på Dyrehavsbakken. Den lange række af flashbacks fungerer rigtig godt, men til tider tager nutidens afbrydelser overhånd, når vi med søskendeflokken som fortællere får læssevis af tætpakkede informationer og forklaringer om, hvad der siden hændte. Måske er det i grunden fordi, det hele ikke er så længe siden, at alle disse sidesceniske-informationer ind imellem fremkommer påtagede.

Krydsklippene mellem de to perioder glider let og elegant ind og ud imellem hinanden, selv uden den store baggrundsviden, og herigennem tydeliggør fortællingen desuden en række paralleller mellem Tommy og Rasmus Seebachs liv. De kæmper begge en kamp; for kæresten, om pladekontrakten og har begge en modvilje mod at synge deres egne sange i starten.

Videoscenografien, alias Fredericia Teaters kendetegn, byder ikke på så mange revolutionerede landvindinger i denne produktion, men flot er det, når animationer fører os fra spiret af rådhustårnet, der bades i festfyrværkeri nytårsaften, til en rejse down memory lane til diverse grand prix-scenografier der byder på alt lige fra teknisk afstemningskaos i 1979 til El Dorados palmestudie i 1984. Det er imponerende så præcist ikke bare de fysiske omgivelser, men også atmosfære, koreografier, kostumer og de kendte musikere og tv-værters performance er ramt. Vi kender straks de Mylius lune og kiksetørre humor, samt korpigen Ianne Elo der med vanlig behagelig charme har styr på tamburinen i Disko Tango.

Det er dog forholdsvist nutidens pop af Rasmus Seebach som indrammer historien. Når karaktererne har brug for at give udtryk for deres følelser, er det Rasmus’ personlige sange som hives frem – også af Tommy. Vi får da et interessant indblik. Ikke nødvendigvis i sangenes egentlige baggrund men en indføring i hvilket følelsesmæssigt bagkatalog de kan repræsentere. Sangene synges, spilles og fremføres flot i Tim Høyers smukke lyddesign og i Kim Aces show-danse og sublimt gennemkoreograferede og poetiske sceneovergange, som i hvert fald ikke sparer på split-sparkene i denne omgang.

Nina Maria Schjødt Lybæk-Hansen krænger hjertet ud som moder Karen, der forsøger at holde sammen på familien og rive den højtflyvende Tommy ned fra rusen og op fra nedturen. Det har aldrig været en hemmelighed, at Joakim Tranberg, som spiller Rasmus, synger godt. Det beviste han allerede, da han vandt talentkonkurrencen Elsk mig i nat og dermed en rolle i musicalen af samme navn for 8 år siden. Nu er han uddannet skuespiller, og det kan mærkes, at rollen som den viljestærke Rasmus der bryder ud i egne popsange og ballader falder ham meget naturligt. Den næste Rasmus Seebach er født, kunne man næsten fristes til at sige i en kitschvending.

Pelle Emil Hebsgaard rammer kornet på Tommys hæse vokal og mestrer den overkåde og excentriske herre, vi kender fra scenen. Imens viser Hebsgaard os dog også bagsiden af grand-prix-medaljen: nemlig den temperamentsfulde musiker som konstant er opmærksom på, hvad andre tænker om ham. Er de blevet trætte af ham, ønsker de nu, at det skal gå familien dårligt? Det er rørende og bevægende at opleve for- og bagsiden spille sammen på denne måde.

I modsætning til de fleste jukebox-musicals, der går bag om en kunstners liv, så lever denne forestillings hovedkunstner, Rasmus Seebach, heldigvis i bedste velgående og han er stadig i fuld vigør på popscenen og hitlisternes tinder. Det er vel heller ikke mere end otte år siden, han fik sit store nationale gennembrud, og det virker derfor en smule underligt at lade sig henrive i den afsluttende Rasmus Seebach-koncert, der skal markere Rasmus’ triumf. Afslutningen går der så at sige lidt for meget cover-sang i. Vi ved jo heldigvis godt, hvordan det er gået og går ham i øjeblikket, så et kortere afsluttende medley havde nok været fint.

 

Hvem: Fredericia Teater
Hvor: Fredericia
Hvornår: 29. sep. – 10. dec. 2017 – herefter spiller forestillingen i Aarhus og København i 2018
Fotograf: Søren Malmose

Leave a comment

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *