Anmeldelse: Shakin’ Up Sherwood


ccc_2016_04    Stjerne2Stjerne2

Af Carina Blangsbøll

Vivienne McKee slår endnu engang dørene op og byder på engelske lækkerier i dette års Crazy Christmas Cabaret. Glassalens arena er forvandlet til en komisk politisk affære, og frem træder et herligt væld af karakterer og engelske udsagn, som dybest set vælter ned blandt Sherwoodskovens faste stammer.

Men i Sherwoodskoven luer ikke kun nationale godter – her proppet med eksotiske bidrag fra både Sverige, Amerika, Østeuropa og Danmark ej at forglemme.

Vivienne McKee skruer i år helt op for blusset og i følgeskab med bl.a. The Swedish Chef og Gordon Ramsay grilles Ronald Rump som den frygtelige Sheriff of Nottingham.  Ronald Rump vil nemlig ´Make Britain Great Again´ og viser ingen nåde i brugen af udvisningsblanketter, golfbaner og skovfældningsstrategier.

 

ccc_2016_11

 

Mange ting er blevet foræret dette års manuskript og replikkerne skriver nærmest sig selv, hvis blot man har fulgt lidt med i det amerikanske præsidentvalg. Morsomt er det dog i denne sammenhæng, specielt når der mixes godt op i drinken med både svenske kødboller, engelske godter, Mc Ronalds, Pokemons og ja selv et sjældent bidrag fra Messerschmidt.

Robin Hood og vennerne er også kommet i friske (blufærdige) klæder, og en hel del farverige kostumer bliver det til i løbet af forestillingen. Bennet Thorpe går igen som den springfærdige og letsindige elver Legoklods, og denne gang har han også påtaget sig rollen som baron Guy the Geezer, som fremstår helt John Cleese-ish i sine kolde morsomme udtryk som Ronald Rumps skurkagtige håndlanger.

Musikkens vidtspændende toner supplerer forestillingen godt, og de tre musikanter kommer lystigt igennem alt fra Adeles ’Hallo’ og 70’ernes discomania til nyere Broadway-toner som ’Welcome to the renaissance’ fra ’Something Rotten!’.

Selve det nervepirrende slutopgør mellem Ronald Rump og Hil.. Øh, Robin Hood skal jeg ikke afsløre her, så fat mod og læg vejen forbi Glassalens dunkle skovstier til dette års muntre Crazy Christmas Cabaret.

 

Hvem: London Toast Theatre
Hvor: København og Aarhus
Hvornår: 15. nov. 2016 – 12. jan. 2017 i Kbh + 17.-21. jan. 2017 i Aarhus
Foto: Thomas Petri

 

Leave a comment

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *