Anmeldelse: SKAM 1


    Stjerne2Stjerne2

Af Anna Cæcilie Sørensen
Det er fredag aften og en 3. G’er træder ind på scenen. Voksne kvinder hviner. Hver gang han tager et skridt er der en der dåner. En stemme i mit hoved råber; ”Ej! Nej nej nej. Stop jer selv, lige med det samme. Styr jer…” Men så rammer det mig: ”Nej! Øv, du burde skamme dig. Hold op med at kritisere andre mennesker. Der er ikke noget at skamme sig over.” Forestillingen er nu.

Jeg nægtede at se den norske tv-serie, da den kom frem. Jeg skulle ikke nyde noget af teenage-problemer eller Norge. Ellers tak. Men efter første afsnit var jeg solgt. Jeg så tre sæsoner på en weekend. Jeg var Isak og min hjerne var puré. Alting så pludselig anderledes ud.

SKAM-serien er ikke bare en ungdomsserie. SKAM har ændret (næsten) hele verden og vi hylder den for det. SKAM-forestillingen på Aveny-T er en hyldest. En hyldest til ungdommen og til teateret. SKAM-forestillingen er for unge og det er dejligt. Teatret kan noget som andre medier ikke kan. Teater kræver din opmærksomhed. Du kan ikke spole tilbage eller frem, og du kan ikke være på Facebook imens. Du kan kun være i nuet, sammen med skuespillerne på scenen og publikum i sæderne. Ingen forestilling uden publikum og ingen forestilling uden skuespillere. Vi indgår en pagt med hinanden når vi går i teatret. Her kan vi føle uden at skamme os.

 Opsætning og scenografi fungerer virkelig godt. Det er herligt at hele rummet bliver brugt. Scenen er dynamisk og den giver skuespillerne plads og mulighed for at udviske grænsen mellem skuespillere og publikum, uden at det bliver for meget. At skulle få en hel sæson til at blive halvanden time sammenhængende historie, uden 60 mennesker på scenen, lyder virkelig uoverskuelig. Det fungerer afsindig godt, når de unge mennesker på scenen skiftes til at være forestillingens fortæller. Og respekt til de unge skuespillere der kan spille til nogen, der ikke er fysisk til stede. Det er eddermanme sejt!

En af pointerne i SKAM er jo netop, at du skal være dig selv. Finde dig selv. Mærke dig selv. Tro på dig selv. Ikke lade de andre bestemme hvem du er. Ikke gå op i hvad andre tænker. Ikke skamme dig. De unge skuespillere er modige. Det må være nervepirrende at spille karakterer, som størstedelen af publikum har et meget nært forhold til. Karakterer som de kan se sig selv i.

Manuskriptet er gennemtænkt, men der er steder hvor en ”for-dansket” udgave af en replik forhindrer leveringen lidt. Der er vanvittig mange gode replikker i SKAM, som vi alle sidder og venter på, men nogle gange kvæler den danske oversættelse lidt leveringen, og det er synd. Så hellere ændre ordene lidt så det bliver dansk og ikke et forsøg på at være norsk. Gå all-in på at være dansk, der er ikke noget at skamme sig over. Det samme gælder karakterenes udseende. Jeg forstår ikke helt, hvorfor at det kun er nogen af skuespillerne, der ligner de oprindelige karaktere på en prik. Det stiller flere spørgsmål end svar for mig. Hvorfor har Sana høje sko på? Man kan ikke spille basket i støvletter. Hvorfor har Jonas ingen krøller?

Men når jeg pauser serie-referencerne og koncentrerer mig helt om forestillingen som den er, så er jeg overbevidst om at SKAM-forestillingen på Aveny-T bliver et hit. Den er til dem, der gerne vil udfordres. Til dem der ikke skammer sig. Til dem der ikke kan få nok. Til dem der gerne vil være unge igen, og til os der ikke kan få nok af teatret.

 

Hvem: Aveny-T
Hvor: Frederiksberg C.
Hvornår: 15. september – 28. oktober 2017
Fotograf: Pernille Kaalund

 

Leave a comment

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *