Anmeldelse: Slapstick & Slaughter


Af Kira Bach Pedersen

Der er stille blandt publikummet på Bådteatrets lille scene. Foran første række står en ensom grammofon. Den type der skal trækkes op, før den knitrende begynder at spille og minder dig om en forsvunden tid. Fra bådens agter åbnes en smal dør, og to mænd bugserer et kæmpemæssigt, farverigt og abstrakt maleri ind på scenen. Efter lidt skurren rundt på det sorte trægulv bliver de enige om et sted at stille maleriet, og første sketch begynder.

Men forestillingen er gået i gang lang tid før da. Idet vi sætter os på de små plasticstole, mødes vi af to britiske herrer, der deler programmer ud. Allerede her begynder det absurde aspekt at udspille sig.

De to mænd hedder Richard Headon og Jon Beedell. Sammen danner de gruppen Desperate Men, der siden 1980 har fremført gadeteater fyldt med komik. I dette stykke, der er består af slapstick, nonsens og excentrisk samfundskritik, arbejdes der efter et princip om tilfældigheder. Kort tid inde i forestillingen står det dog klart, at hver bevægelse er velkoordineret- og koreograferet. Headon og Beedell udfører et stærkt samarbejde, og Bådteatret danner en god ramme for denne intime og minimalistiske teaterform.

Karl Marx-bøger, plasticblomster, blæseinstrumenter og farverige gamacher. Der kommer lidt af hvert på scenen, og rekvisitterne bruges i løbet af den 45 minutter lange forestilling flittigt. Til tider fjerner de mange remedier fokus fra skuespillerne i lidt for høj grad, som eksempelvis da en metalring roterer alene rundt på scenegulvet i, hvad der synes som utrolig lang tid, mens duoen gemmer sig bag det enorme maleri.

Surrealismen brager gennem det lille bådteater, når der med hjælp fra nodehæfter udstødes, hvad der for det meste består af en lang række fonetisk udefinerbare lyde. Det er utrolig sjovt at overvære. Absurditeten lever i bedste velgående, og her repræsenteres den af gimmicks, sporadiske udtryk og simple virkemidler. Men såfremt der er en mening med samfundskritikken og galskaben, bliver den aldrig helt så tydelig som ved absurdismens højborg, Monty Python.

Hvis du går ind og ser Slapstick & Slaughter, kan du forvente rigeligt med fysisk komik, volapyk og ikke mindst elegant samspil i dadaismens navn mellem de to briter. Men tag dig i agt – du skal ikke regne med at forlade teatret med en klar forståelse af, hvad du netop har overværet. Det har heldigvis heller aldrig været meningen.

 

Hvem: Bådteatret
Hvor: Nyhavn, København K
Hvornår: 4. okt. – 13. okt. 2018
Foto: Desperate Men