Anmeldelse: Som Brødre


Af Carl Sørensen

Alexander Mayah Larsen, forestillingens manuskriptforfatter, har skrevet en række digte om sin opvækst med dansk-iransk kultur og familie. Det er med udgangspunkt i disse, at forestillingen ‘Som Brødre’ udspiller sig. Overfor forestillingens Storebror, Kasper Dalsgaard, spiller Larsen selv fortællingens Lillebror. Mens publikum strømmer ind af sideindgangen, er de to brødre i færd med at flytte ind. Der bliver kastet med flyttekasser, ommøbleret vægge, kæmpet med madrasser og rokeret rundt, indtil Rasmus Juncher, forestillingens live-trommeslager og til tider medvirkende, kommer til syne med en kontinuerlig trommeperformance, som aldrig savner flere instrumenter.

Brødrene begiver sig ud i en omgang stangtennis, som med det samme understreger broderskabet mellem Storebror og Lillebror. Storebror når at sætte en lidt for krydret omgang ris over på en riskoger, inden de begge begynder at berette om mødet mellem deres mor og far, en ateistisk dansk kvinde og en religiøs iransk mand. Brødrene bliver født, og mens Storebror ser dansk ud, ser lillebror mere iransk ud. Og langsomt bliver kontroverserne i hjemmet og med baba, brødrenes far, synlige.

Larsen og Dalsgaard formår at skabe et så ægte broderskab, at jeg blev i tvivl om deres egentlige relation. Lillebror er eksempelvis ved at sætte en date op mellem Storebror og en fra publikumsmængden, men Storebror sætter ham på plads, som kun en storebror formår. Senere hen spørger Juncher skuespillerne om risene snart er færdige, og dette udvikler sig til en af de mest autentisk sjove scener, jeg længe har oplevet i teatret. De overkrydrede ris er uspiselige, og de tre medvirkende med sved på panden griner sammen med publikum med en fællesskabsfølelse, der er svær at genskabe.

‘Som Brødre’ er en forestilling, der går helt tæt på relationerne, der former os. Forestillingen bevæger sig mellem at være på scenen, og at være en bevidst performance for publikum. Larsen og Dalsgaard er langt væk og alligevel så tæt på med deres nærvær på scenen. Både grin og gråd er en personlig fortælling, som alligevel involverer publikum i en uhørt og ægte grad. ‘Som Brødre’ er en forestilling med store narrative bevægelser, ambitiøse ideer og stærkt skuespil, alt sammen kombineret til resultatet af usammenlignelig kunst.

Hvem: Blaagaard Teater
Hvor: København N
Hvornår: 10. – 31. marts 2023
Foto: Zuhal Kocan