Af Lea Nelhorf
Vi tager med den unge og uvidende skibsdreng Jakob på en rejse. En rejse fra Danmark til Guldkysten til St. Croix. Den berømte trekantshandel, som vi alle ved, hvad handlede om. Luksusvarer. Slaver. Penge. Mange penge og en abnorm magt.
Drengen Jakob kan vi identificere os selv med. Han vil ingen ondt, han vil blot gøre sit bedste og tjene sine overordnede med respekt. Lynhurtigt er han fanget i magtens spil og må hele tiden overskride sine egne etiske grænser og stå ansigt til ansigt med ubarmhjertige, umenneskelige og makabre handlinger. Jakob spilles desuden med fremragende indlevelse og en kærlig vibration af uskyld af teatergruppens Ditte Laumann.
Spillerne bruger deres kroppe med stor selvsikkerhed og selve bevægelsen til at skabe et vist flow, der holder mig fanget fortællingen igennem. Det samme gør de simple og næsten eventyrlige projektioner på scenens gulv. De holder scenen levende, selv når den emmer af voldsom sygdom, vold, elendighed og død.
Selve scenen er i midten af det store rum. Vi, publikummet, sidder hele vejen rundt om den. Vi ser altså alle sammen noget forskelligt. Og selvom jeg i begyndelsen synes det var en kende generende, at spillerne sad med ryggen til mig eller spillede i den anden ende af scenen, så synes jeg faktisk, det gav rigtig god mening, jo længere vi kom i fortællingen.
Det gav en slags nærhed og en følelse af at være en del af det. Selvom vi som publikum på ingen måde har nogen indflydelse eller inddragelse som sådan. Det er bare så tæt på. Nogle gange er spillernes ansigtsudtryk så sigende, selv om de er på afstand, og på tidspunkter hvor jeg ikke kan se deres ansigter er deres toneleje så rammende. Så brutalt. Så råt. Og så ubarmhjertigt.
Teatergruppen Det Olske Orkester er kendt for en eksperimenterende og fysisk spillestil, og denne forestilling er ingen undtagelse. Jeg er imponeret over hvor minimalistisk og stringent, man kan gøre en så omfattende fortælling og ovenikøbet gøre den både vanvittig smuk og fylde min krop med en overdyngende væmmelse.
Efter forestillingen er jeg på ingen måde stolt af mit kære Danmark, og lige så hurtigt som den isende kulde rammer mig på vej hjem, rammes jeg af undren.
For er den hvide mand egentlig ikke stadig den mest magtfulde? Og hvor fedt er det egentlig, at vi var vikinger, der plyndrede og voldtog, og slavesælgere og plantageejere der tjente store penge på at undertrykke og misbruge andre mennesker?
Hvad har vi egentlig som dansker at være stolt af? Vi er ikke just kendte for at behandle mennesker ordentligt.
I forestillingen ”Sukker” er jeg vidne til piskeslag, brændemærkninger og et massivt pres. Umenneskeligt som bare fanden. Det gør noget ved min bevidsthed og sætter tænkestrømme i gang. ”Sukker” skal ses. Den skal opleves. Den er så æstetisk og lækker at se på. Så væmmelig og intens, at man få lyst til at flygte. Så lærerig og så aktuel. Og ikke mindst fyldt med spørgsmål og problemstillinger, der kun kan gøre os til bedre mennesker.
SUKKER er første del af trilogien En nations selvhad – Danmark mellem skam og selvovervurdering, og jeg glæder mig allerede til næste del.
Hvem: Det Olske Orkester i co-produktion med REPUBLIQUE
Hvor: REPUBLIQUE, Lille scene, København Ø
Hvornår: 27. feb. – 10. marts 2018
Fotos: Øyvind Kirchhoff