Anmeldelse: T-ERROR


    Stjerne2Stjerne2

Af Anna Cæcilie Sørensen

I dag er det et blæsende vintervejr, og der er stiv kuling hele vejen gennem Nyhavn. Man går lidt og frygter at blæse omkuld eller få en tagsten i knolden. Der er heldigvis varmt og trygt på Teater Får302. Og dog… I forældredragter og (cykel)hjelme træder to skikkelser frem i det støvede scenelys.

Skuespiller Mikkel Reenberg griner lidt nervøst. Noget gør ham bange. Eller i hvert fald lidt nervøs. Måske faktisk bare lidt hysterisk. Publikum griner lidt nervøst. Skuespiller Christine Gjerulff siger “Hold kæft, hvor er jeg lykkelig!”, og nu griner vi lidt mere sikkert. Det er sjovt, når mennesker overdriver. Senere synger hun en tragikomisk sang om, at hendes barn er bange for døden. Der griner vi også. Nogle gange bliver jeg næsten lidt i tvivl, om jeg skal grine, men gør det alligevel.

Vi tager masker på. Hver dag. Der er så meget, vi ikke forstår. Så meget vi ikke skal prøve at forstå. Det er for farligt. Verden skubbes udover kanten, og vi prøver desperat at holde fast i et eller andet. For der er jo altid en risiko, men tør vi løbe den? Forældrefrygten skaber et kosmos af skarpe monologer, dialoger og karakterer der både er sjove og skræmmende. Panik og usikkerhed bliver til kaos-dans. Jeg er underholdt hele vejen igennem. På intet tidspunkt er mine tanker andet steds. Det skyldes så absolut det utroligt raffinerede manuskript og de brandvarme leveringer. En revyform jeg gerne vil se mere af. Skuespillernes mimik er desuden lige i øjet. Som en proptrækker der flyver ud af skuffen og lige op i ansigtet.

Vi må godt lave grin med det, vi er bange for. Det er vi for pokker nødt til, om det så er børneorm eller terror er op til dig selv. Det er i øvrigt enormt ulækkert og pissesjovt at snakke om børneorm, imens man spiser småkager. T-ERROR er en absurd cocktail af voldsomme krampegrin og gruopvækkende rædsel. Jeg er simpelthen vild med det. Jeg følte mig forsvarsløs på en underligt betryggende måde. Jeg er ikke opløftet, da jeg forlader teatret. Noget har sneget sig ind i min bevidsthed. Ikke frygten selv, men en lille frygtløs organisme, der tvinger mig til at tænke over, hvad der er blevet sagt her til aften. Vi ved jo alle sammen godt, at der er noget galt med verden, og vi går bare og venter på, at det kommer. Alle er bange for noget, men du kan altså roligt tage ind og se T-ERROR. Det er uhyggelig godt!

Hvem: Teater Får302
Hvor: København K
Hvornår: 8. feb. – 3. marts 2018
Fotos: Thomas Cato