Anmeldelse: Underkastelse


    Stjerne2

Af Anna Cæcilie Sørensen

På skrå brædder i grå røg, på en kulsort scene, står en mand. En mand med skjorten nede i bukserne og brune herresko. En professor i Paris i år 2022; François. Over ham hænger et kors. Et kors der kommer tættere og tættere på. Først griner jeg lidt, men av… det gør næsten lidt ondt at lytte til en mand der er så ucharmerende og selvisk. Alligevel er jeg fuldstændig opslugt. Han er mandschauvinisten der går og venter på døden. Han bryder sig ikke særlig meget om sig selv og slet ikke menneskene omkring ham. 

Det store hvide kors. Først virker det så konstant, så urokkeligt. Så bliver det truende og ødelæggende. Professoren står, går, sidder og slikker på det. Ødelægger det. Råber af det. Tilintetgør det. Fornægter det, så højt og så voldsomt at publikum får støv i lungerne.

Han kan ikke bede. Han finder ingen grund til at tro. Det er nemmere at lade være. Der er ingen grund til at begå selvmord, men det nærmer sig. Undergangen nærmer sig. Det tavse kvindekor tager tøjet af og hovedbeklædning på. En levende kulisse der forfører og besætter. Modsætningerne vokser. Kvinden forsvinder. Manden tror, han finder svaret.

Lars Brygmann er total fænomenal. Mageløs og mesterlig i rollen som professoren, François. Undervejs i fortællingen bryder han ind og ud af refleksioner og historier. Laver stemmer. Leger med os og gør os usikre. Selvom de unge kvinder i undertøj sætter sig på scenekanten, så kan jeg slet ikke få øjnene fra Lars Brygmann.

Lyd og lys er dragende. Det æder rummet, og alt udenfor bliver ligegyldigt. Det pludselig røde og altopslugende lys er fængslende og skræmmende. Og tilsidst, lyset der kæmper sig ind igennem sprækkerne og udvisker mandens ansigt er næsten poetisk. Uhyggelig smukt og fandens interessant. Monologen er lavet efter Michel Houllebecqs roman og iscenesat af Anja Behrens. En monolog der tager sin lytter i hånden. En hånd man er bange for røre, men ikke kan lade være med at tage i sin. Forestillingen roder med min hjernekapacitet og provokerer hele min verden.

 

Hvem: Betty Nansen Teatret
Hvor: Frederiksberg C
Hvornår: 17. marts – 7. april 2018
Fotos: Karoline Lieberkind 

Leave a comment

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *