Anmeldelse: Vi har gjort det vi kunne


    Stjerne2Stjerne2

Af Lea Nelhorf

Denne forestilling har en fantastisk intention; at få os til at se lidt på os selv. Se lidt indad og fundere over, om vi virkelig gør, hvad vi kan. Om vi overhovedet kan være bekendt at brokke os så meget, som vi gør, og om vi i grunden ikke har det ret godt her i Danmark.
Og ikke mindst; hvor langt rækker vores næstekærlighed og omfavnelse egentlig i den virkelige virkelighed?

Vi er inviteret ind i et faldefærdigt boligkompleks, hvor der filmisk zoomes ud og ind af de forskellige lejligheder. Hvor helt almindelige danske socialt udsatte bor. En dag har den gode vicevært noget helt andet end slik og dåsebajere med hjem fra en tur ned til grænsen. Han har fået plads til intet mindre end 13 uledsagede flygtningebørn i sin gamle kassevogn og indlogerer dem, på trods af vandskade i hele huset, i beboernes oversvømmede kælderrum.
Men hvad sker der, hvis politiet opdager dem? Er det så alles skyld? De har jo alle leget med dem, bagt kage til dem og gjort det de kunne for de stakkels børn.

Forestillingens unge kvinde Biljana Stojkoska har desværre en tendens til at overspille sine roller, og det river mig ud af fortællingen, så jeg ikke tror på karaktererne. Det eneste sted overspillet faktisk talt fungerer er ved rollen som den selvbevidste, katastrofehungrende kunstner, der opnår noget nær lykkerus ved synet af størknede blodpletter og ildelugtende støvler, der har gået hele vejen gennem Europa. Denne scene er én af de få absurde scener, som kommer med noget dybere. Noget som ikke bare er tomhed, slubren foran fjernsynet og andre mærkværdigheder.

Jeg ville ønske, ar der var flere absurde indslag. For et er, at virkeligheden er absurd, men er den virkelig spændende og absurd nok til at projektere direkte ind på en grå scene? Der bliver ikke leget nok med det visuelle, og det keder mig lidt i længden.

Som fortællingen skrider frem, tager jeg mig ikke bare én gang i at tænke; ”Agh, dét er en perfekt slutning”, men to, og da  fortællingen slutter, virker slutningen ikke rigtig på mig. Det er som om, at historien bliver for lang og for irrelevant. Som om der er et eller andet galt med dramaturgien. Som om hverken historien eller iscenesættelsen er rigtig færdigbearbejdet.

Det bedste ved dette stykke er uden tvivl de to garvede skuespillere Ditte Gråbøl og Jesper Hyldegaard. De bidrager med varme og personlighed til de forskellige beboere, og af og til får man lidt lyst til at give dem et knus. Og det på trods af, at vi ikke rigtig lærer nogle at kende. Vi iagttager blot personerne. Og måske har netop dét været meningen, men jeg mangler noget. Jeg mangler noget, der river i mig og mine følelser.

”Vi har gjort det vi kunne”, både titlen, hele flygtningeemnet og hele problematikken burde ramme mig. Men det gør den bare ikke.

Så har vi virkelig gjort det, vi kunne?

 

Hvem: Teater Grob
Hvor: København N
Hvornår: 3. – 24. februar
Fotos: Emilia Therese

Leave a comment

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *