Anmeldelse: WAITRESS


Af Carina Blangsbøll 

Det Ny Teaters opsætning af musicalen Waitress blander tærtebagningens sødme med et twist af psykopatisk kontrol. Godt nok er det en let og glad musical i flotte farver, og hovedparten udspiller sig også i dagligdagstemaet med jordnært serveringsarbejde på en amerikansk diner. At vi ikke er i en magisk wicked-verden eller midt i Zarens Rusland gør nok at de fleste kan relatere til de mange forskellige og mere eller mindre almindelige relationsproblemer, som forestillingen præsenterer os for.

Selvom der er drysset et godt lag sukker henover, rummer forestillingen nemlig mange facetter ift. menneskers indbyrdes relationer. Om det så er dagligdagsforholdet mellem medarbejdere og overordnede, utroskab fordi man ikke kan lade være selvom det er en dum idé, utroskab fordi man ellers ikke kan holde ud at blive i sit ægteskab med den person man faktisk elsker, eller dilemmaet om man overhovedet tør søge en partner eller blot vil fortsætte med at spise alene.

Maria Lucia Rosenberg Heiberg spiller Jenna, som selvom hun virker sød og hjælpsom overfor alle andre, hellere skulle tage at hjælpe sig selv lidt. Hjemme i privaten er hun nemlig fanget i et meget kontrolleret forhold med sin mand Earl, som både tager ugelønnen og trykker på de manipulationsundertrykkende knapper, som gør at Jenna helt har mistet sig selv, som Maria Lucia smukt synger om i sangen ”Engang var hun min”. Det er Jesper Paasch, der som Earl, spiller den rolle man ikke helt har lyst til at være. Til gengæld gør han det virkelig godt, og han formår at spille på alle de rigtige følelser.

Lars Mølsted spiller den meget renskurede gynækolog, som Jenna opsøger, da hun bliver gravid, og her får begge karakterer lidt luft, når kontrollen over dem slippes, om det så er sukker eller sure ægtemand, de prøver at undgå.

Monica Isa Andersen og Sara Gadborg spiller servitricerne Dawn og Becky, og sammen med Maria Lucia udgør de en trekløver af sangtalent. Mads M. Nielsen spiller diner-bestyreren Cal, som prøver at holde styr på sine ansatte med en lidt kluntet blanding af opsyn og omsorg, og Nielsens og Gadborgs samspil er i det hele taget både skønt og underholdende.

Dick Kaysø spiller den ældre diner-ejer Joe meget elskværdigt, mens Sebastian Harris har fut i fødderne, når han gakker derudaf i den sjove rolle som Dawns tilbeder Ogie.

Scenografi og kostumer får hele diner-hyggestemningen i mål med pastelfarver og neonskilte. Og når der til slut kommer en lille pige på scenen kan det mærkes, at det ikke kun er publikum, som har savnet teatret, men også omvendt.

Hvem: Det Ny Teater
Hvor: København V
Hvornår: 9. – 22. maj 2021
Foto: Miklos Szabo