Anmeldelse: White Nigger/Black Madonna


    Stjerne2

Af Maria Thostrup Jakobsen

Vi er en lille privilegeret forsamling, der nu indtager vores pladser i det smalle teaterrum. Hvidvinen skvulper i plastikglassene, og solen går ned over Kødbyen på Vesterbro, hvor Teatret Sort/Hvid hører hjemme. Kom ind og se os. Hvis du ikke er bange, skriver teatret om sin profil, men forsikrer samtidig publikum om, at Sort/Hvid er placeret i den gode ende af Kødbyen på Vesterbro. Jeg trækker lidt på smilebåndet. Mere modige behøver publikum trods alt ikke at være.

Sort/Hvids publikum er ifølge teatret selv ”veluddannet, politisk engageret, kulturelt, samfundsinteresserede og frem for alt nysgerrige”. Nysgerrighed, engagement og interesse for verdenen omkring os er gode kvaliteter, men skal teater ligefrem være udviklet til det veluddannede publikum? Jeg synes, det virker ironisk, når det kommer fra Christian Lollikes teater, der ellers promoverer sig som grænsesøgende og udfordrende. Skal teatret være for den veluddannede elite? Nej, hvis du spørger mig.

Selv inden forestillingen White Nigger/Black Madonna havde premiere, fik Madame Nielsens og Christian Lollikes performance forestilling diskussionen om racisme og scenekunst til at gløde. Black Lives Matter Danmark har protesteret mod forestillingens brug af racistiske symboler, såsom blackfacing og ordet ”nigger”, mens andre mener, at scenekunsten skal være fuldkommen fri til at skabe debat.

Madame Nielsen er i mine øjne en fuldkommen formidabel performer og historiefortæller – og et menneske der selv har skubbet til grænserne for, hvordan vi oplever, udlever og skaber vores identitet. Det er derfor interessant, når Madame vælger at sætte sig selv i skoene på den amerikanske borgerretsaktivist Rachel Dolezal, der er født som hvid, men lever som sort.

Jeg mener dog, at der med rette kan stille spørgsmålstegn ved, om forestillingen reelt bidrager konstruktivt til debatten om undertrykkelse og racisme. Forestillingen er intens og nærværende, men ender desværre i en mindre original fortælling, hvor historiens begivenheder bliver vendt på hovedet, så det nu er de hvide europæere, der bliver forfulgt. Fokus forsvinder, og lige som forestillingen griber et spændende emne, bevæger den sig hurtigt videre igen. Jeg ville gerne have gået dybere ned i kritikken af de hvide, velmenende humanister, der påstår, at ”jeg ser ikke racer. Det er et personligt valg som vi alle kan vælge at tage”. I stedet drukner forestillingen i sangindslag, der i længden virker monotome og sløvende på forestillingen.

 

Hvem: Sort/Hvid
Hvor: København V
Hvornår: 30. april — 19. maj 2018
Foto: Sophie Amalie Kllougart

Leave a comment

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *