CPH Stage 2017


CPH STAGE 2017

Scenekunstens helt egen festival CPH Stage står for døren. Nærmere bestemt fra den 31. maj til den 11. juni. I år er festivalcentrum på Skuespilhuset, som vil emme af feststemning og byde på masser af arrangementer.

CPH Stage byder på alt fra gammelt og nyt til eksperimenterende og traditionelt. Der er Reumert nominerede på programmet og der er helt almindelige mennesker, der blot vil fortælle en gribende historie. Der er rystende monologer, og der er flotte store produktioner. Der er alvor og sjov. Drama, dans og alt hvad scenekunsten kan favne både fra ind- og udland. Der bydes både på gratis glæder og forestillinger til rimelige priser.

Programmet indeholder lidt af alting, og der vil uden tvivl være noget for alle. Jeg har udvalgt lidt og vil i de næste indlæg fremhæve, hvad jeg glæder mig til, hvad jeg selv kan anbefale samt et par børneforestillinger og nogle gratis forestillinger. Alt sammen noget du kan opleve på dette års CPH Stage.

Hele CPH Stage programmet er at finde på festivalens hjemmeside

Jeg vil lægge ud med fire forestillinger, som jeg glæder mig til at opleve.

– Hår på den, Teater Grob, 31. maj – 6. juni kl. 20 & lørdag kl. 17
Den Reumert vindende forestilling ‘Hår på den’ er tilbage og allerede så godt som udsolgt. Det hele handler om kvinder. Nærmere bestemt den moderne kvinde. De perfekte moderne kvinder. For det er vi jo, ikke? Kvinden skal være høj og tynd, men også gerne lille og kurvet. Bare ikke FOR kurvet. Føde børn og åben eget firma. Den moderene kvinde skal kunne det hele og være det hele. Men kan det overhovedet lade sig gøre? Lige præcis det glæder jeg mig til at finde ud af og ikke mindst at se de tre kvinder i aktion.
Billetter findes her

– Opvisning i lavt selvværd, Sort/Hvid, 3.-4. juni kl. hhv. 23 og 22
Fire skuespillere inviterer os til en offentlig terapisession. De vil konkurrere i hvem af dem, der er mest selvudlevende og gøre op med tabuet omkring det dårlige selvværd. Forestillingen har flere gange været vist under CPH Stage, og nu i år har jeg sikret mig en billet. Skuespillerne er modige, og jeg tror man kan forvente sig lidt af hvert. I forhold til forestillings spilletidspunkter er det jo også oplagt at drikke en øl efter og måske endda tage en snak om det der ‘selvværd’.
Billetter skaffes her

– Kroppen, Bådteatret 31. maj- 10. juni kl. 20 (hverdage) og kl. 17 (lørdage)

‘Kroppen’ er helt ny forestilling, og jeg glæder mig som et lille barn til at se den!
Instruktøren Rolf Heim har før stået bag dukkeforestillingen ‘Jernring’, som var intet mindre end fantastisk og høstede stående ovationer. Bådteatrets dukker er nemlig ret så livagtige, når de blandes med koreografi, dans og musik. I ‘Kroppen’ loves en visuel rejse i vores opfattelse af kroppen, hvor dukker og dansere vil undersøge kroppens hemmeligheder og mysterier.

Billetter findes her
Psssst… Lige med denne, har jeg snydt lidt i forvejen, og anmeldelsen ligger allerede klar til dig her

Det Ny Kgl. Teater – sæson 2017/2018, Skuespilhuset, Lille Scene, 6. juni kl. 19.30 & 22.30 og 7. juni kl. 15.00 & 18.30

I teatersæsonen 2016/2017 har Teater Momentum taget rollen som Det Ny Kgl. Teater og opført alt, hvad Det ”gamle” Kgl. Teater har spillet i løbet af året. I og med jeg ikke selv har haft mulighed for at besøge Odense og Teater Momentrum endnu, om end jeg uhyre gerne ville have set deres opsætninger, får vi københavnersnuder endelig en mulighed for at se det veloplagte hold. Og hvor kunne det ellers være mere perfekt end på selveste Det Kongelige Teater. De har fire dages prøver, og så vil de blive kastet ud i at skulle opføre deres bud og fortolkninger på Det Kongelige Teaters nye sæson. På mange måder et blik ind i fremtiden. Jeg er sikker på, det bliver godt og grundigt underholdende.

Billetter findes her

 

Topfoto: Christian Geisnæs, Hår på den, Teater Grob

Leave a comment

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *