Anmeldelse: Nogen er ude og drikke øl


Af Carl Sørensen

Mathilde Arcel Fock render rundt på tværs af scenen inden forestillingen overhovedet er begyndt. Hun virker meget hjemlig til trods for en scene, der er hævet over os tilskuere. Da lyset bliver slukket, sætter hun en film på, som spilles med forskellige projektorer ned på en hvid sofa. Derefter beder hun publikum om at sætte sig til rette og se med på ”Les Miserable” med ordene: ”Vi skal bare se film.”

Nogen er ude og drikke øl er en forestilling om det at være alene. Og om det at være ensom. Ikke så ensom så man er på grådens rand, men en mere overvejende ensomhed. Som når man i sin ensomhed føler, at man ikke lever op til visse forventninger. Dette udfordres blandt andet ved, at Fock klæder sig ud som skotsk detektiv, og til lyden af Barnaby-introen begynder at opklare en mordgåde. Andre gange gøres det ved at spørge ud i rummet, om der er nogen, der har fået en besked fra ham med huen. Ofte hjælper den spørgende tilgang rettet mod publikum med at manifestere ensomheden i forestillingen. Flere af publikummerne ser undrende på, mens de overvejer om de skal svare på de spørgsmål, der nu flyder i rummet. På et tidspunkt ringer en telefon blandt publikum, hvor ejeren med det samme bliver spurgt af Fock, der er midt i en sekvens, der omhandler får med klokker om halsen, om det måske er ham med huen, der ringer og spørger efter hende.

Focks karakter er øjensynligt skabt med udgangspunkt i hende selv. Karakteren hedder selv Mathilde, og er på alle måder intim og nærværende, som et ægte menneske ville være. Undervejs er der selvdestruktiv humor, smuk melankoli og en bevægende intethed. Alligevel kan særligt humoren godt være nærmest for effektiv. Flere gange undervejs bryder både jeg selv og publikum ud i latter, og det er ofte i disse momenter, at hovedtemaet i teaterstykket synes udvisket. Der bliver snarere en stemning af revy end et indsigtsfuldt billede på ungdommens usikkerheder anno 2020.

Der er ingen tvivl om, at Mathilde Arcel Fock er et kommende talent. Og ‘Nogen er ude og drikke øl’ er en modig og underholdende debut både som instruktør og dramatiker. Men jeg sidder tilbage med en følelse af, at Fock kun har vist os toppen af isbjerget af det talent, hun udvikler. I de scener, hvor publikum sidder grinende tilbage over en karakter som taler skotsk er jeg ikke helt overvældet. Men når der kommer en scene, hvor Fock fortæller om frygten for at skuffe sine medmennesker ved at lytte forkert, eksempelvis ved at drikke en kop te, midt i at nogen måske åbner sig for første gang, og derfor kun høre halvt efter, er jeg dybt betaget. Jeg håber på at se meget mere af dette.

Hvem: Aveny T
Hvor: Frederiksberg
Hvornår: 1. – 5. dec. 2020
Foto: Jacob Sprogøe