Af Ditte Simone Jelsbak-Rasmussen
Ingen kan efterhånden benægte grundfølelsen af, at vi i disse år bevæger os tættere og tættere mod afgrund og kollaps. Alligevel er det, som om vi lever lidt i en tid, hvor vi både råber om snarligt klimakollaps, mens Københavns Lufthavn alligevel melder om rekordmange vinterferieafgange. Og hvad gør man så? Man tager til Mungo Park i Allerød og ser ‘Verdensherskerne’, for at forstå, hvordan alverden vi kom hertil.
Hvordan vandt vi i første omgang verdensherredømmet, når mennesket til at starte med måtte overleve på savannen, med de efterladte marvrester ingen andre dyr gad at spise?
‘Verdensherskerne’, der er baseret på bestsellerbogen ‘Sapiens’ af Yuval Noah Hararis, tegner et humoristisk billede på menneskets historie fra savanne til forbrugssamfund, og lover at give os troen tilbage på det hele. Og i bedste moderne quick-fix stil på kun 100 minutter.
Scenen er sat i en sportshal, hvor et stort tikkende ur tæller ned fra de præcis 100 min, de tre skuespillere har til at gennemspille hele menneskets historie. Jeg frygtede at netop det tikkende ur ville blive et forstyrrende element, men den bekymring viste sig hurtigt at være ubegrundet.
For Nana Morks, Alexander Mayah Larsen og Sebastian Henry Aagaard-William udgør en vidunderlig humoristisk trio, der spiller som tre gode venner, der har det næsten familiært i hinandens selskab. Den familiære stemning, der ofte kendetegner Mungo Parks faste hold af skuespillere, er med til at skabe en virkelig behagelig aura. Mork, Mayah Larsen og Aagaard-William giver mange mindeværdige øjeblikke i karakter af både neandertalere, en dykker der stiger op fra havet og lokker med fossile brændsler, eller som verdens første konge der, efter at opdage magten, begynder at undertrykke den kvinde, der før var hans ligeværdige partner.
Verdensherskerne er en enormt kropslig forestilling, hvor trioen bruger både deres egne og hinandens kroppe i beskrivelsen af den store udviklingshistorie. Særligt Sebastian Henry Aagaard-William demonstrerede en overlegenhed i sin fysiske formåen, og transformerede ofte scenen til en regulær danseforestilling.
En række simple praktiske rekvisitter anvendes i forestillingen på en måde, hvor de fungerer som en reel del af handlingen. Havre, der spredes over scenen, og med ét sætter mennesket i et had-/elsk-afhængighedsforhold til landbruget. Tape, der trækkes over gulvet, for at vise hvordan jorden bliver sået. En moppe, der ikke kun bruges til at feje scenen ren efter havren, men også illustrerer en mark, der pløjes. Jeg elskede, hvordan de simple rekvisitter fik en reel plads i handlingen og passede elegant ind i de scenografiske sportsmetaforer.
‘Verdensheskerne’ fortælles i et metaniveau, hvor de tre skuespillere svinder ind og ud af rollerne som formidlere af menneskets historie. Det skaber en gennemgående ironisk distance til alt det, der udspiller sig på scenen. Det er en spillestil, jeg nogle gange synes, kan trække en lidt anstrengende præmis ned over et stykke, men i denne forestilling fungerer det. Både takket være skuespillernes humoristiske naturlighed overfor både hinanden og Kristoffer Lundbergs skønne manuskript, bliver resultatet en utroligt seværdig, tankevækkende og vittig fortælling. For nok er vi kommet videre fra savannen, men er vi egentlig blevet særlig meget lykkeligere af det? Og kan vi i vores lange sejrens historie finde en løsning på de problemer, der ligger over os?
Det er svært at finde løsningerne på alverdens problemer på en mellemstor scene i Allerød, som Alexander Mayah Larsen hen mod slutningen fremstammer det. Men måske kan vi alligevel komme nærmere en forståelse af, hvordan vi som sejrens herre over de andre arter sideløbende fik skabt så frygtelig mange afhængigheder og problemer for os selv.
Hvem: Mungo Park
Hvor: Allerød
Hvornår: 17. feb. – 7. marts 2024
Foto: Rumle Skafte